Samsovning: Åh min gud, er vi blevet “samsovere”?

Da Lillemanden var lille og skulle lære at sove i sin egen seng på sit eget værelse, gik det egentlig ret smertefrit. Ja, der var gråd, ja, der var frustrationer, men alt i alt faldt drengen jo trygt og godt i søvn på sit eget værelse efter en lille periode med tilvænning.

Så fik vi indført den unode, at vi læste godnathistorie inde i vores seng, hvorefter han sneg sig ind i sin egen seng for at sove og få sunget godnatsang.

Efter en periode med dette begyndte han at insistere på, at han skulle have en voksen for at falde i søvn. Fint nok! Han fik lov til at falde i søvn i vores seng og blev båret ind i sin egen seng, når vi skulle til køjs. Nogle gange med det til følge, at han kom tøffende med sin dyne i løbet af natten for at møve sig ind i smørhullet. Men okay … På det tidspunkt havde vi da fået nogle timers uforstyrret søvn.

På det seneste handler aftenerne dog meget om monstre og om mørke. Han er utryg i mørke, og vi snakker naturligvis meget med ham om, at der ikke sker noget ude i gangen, selvom der er mørkt derude. Og der har desuden været lidt lys på hans værelse om aftenen og om natten.

Hans angst for monstrene, der gemmer sig i mørket, har dog udviklet sig til, at han slet ikke vil sove på sit eget værelse. I starten blev han naturligvis båret ind, som han plejede, men han vågnede meget hurtigt og ville på ingen måde sove andre steder end hos sine forældre. En 4-årig i smørhullet hele natten kan dog være ret forstyrrende for ens nattesøvn, så hans forældre har haft nogle ret urolige nætter, skulle jeg hilse og sige! Men der er ingen kære mor (eller far), for drengen nægter pure at sove på sit eget værelse.

Jeg har jo ellers altid rynket brynene lidt, når familier har fortalt om deres “samsovning”. Jeg har aldrig set det som noget, der var noget for mig, og det er det sådan set, frivilligt, stadig ikke. Men når drengen nu er bange, synes jeg, det er svært at gøre andet end at invitere ham ind i vores soveværelse på ubestemt tid. For at vi dog alle kan få vores nattesøvn, har vi flyttet hans store Lille Per-seng ind i soveværelset, og hans eget værelse er pt kun til leg – når han da ikke leger i stuen, that is.

Jeg er stadig ikke fan af samsovning. Men ufrivillig samsovning er nu alligevel meget hyggelig for en stund. Og hvis bare jeg får mit og mandens soveværelse igen på et tidspunkt, så kan jeg leve med meget, mens jeg falder i søvn til et kapitel i en god bog og Lillemandens sagte snorken og grynten.