Sæsonens fineste

Vores budget: Så meget kostede to måneders rejse i New Zealand og Australien

Om blot et par dage er det præcis en måned siden, vi kom hjem fra vores lange rejse. Vasketøjsbunken er minimeret så meget, som man nu kan, når man bor sammen med to herrer, der synes at producere vasketøj med en hastighed, som troede de, at man ikke havde andet at lave end at vaske, centrifugere, hænge op, lægge sammen og lægge tøj på plads.

Ja, det er for alvor blevet hverdag igen med alle de sure sokker, som sådan en fører med sig.

Samtidigt er det underligt at tænke på, at vores rundrejse i New Zealand og Australien, som blev så hurtigt overstået, skulle være vores livs vildeste rejse. For det blev jo hverdag undervejs at bo i en kuffert og tjekke ind og ud af hoteller og lejligheder, spise alle måltider ude og bare være sammen.

Og tiden fløj på en måde afsted, selvom tiden også blev for meget til sidst. Jeg blev personligt lidt mættet af oplevelser undervejs og havde til sidst bare lyst til at slappe af, sidde i sengen med en pose popcorn, en god serie og et barn ved min side.

Trods det kunne jeg godt finde på at gøre det hele igen.

Vores oplevelser sammen (på godt og ondt – det onde mest værende mistet bagage, monsun-vejr og alle de andre ulykker, der pludseligt regnede ned over os …) har været så dyrebare, at de ikke kan gøres op i penge eller tid, som vi har været væk fra både skole og arbejde.

Samtidigt har rejsen faktisk ikke været så dyr, som man måske kunne have forventet.

Hobitton movie set new zealand urbannotes.dk

// En af de dyreste poster i rejsebudgettet har helt klart været vores tur til Hobbiton Movie Set og Waitomo, som samtidigt fungerede som transport mellem Auckland og Rotorua. Men det var også alle pengene værd. Et indlæg og en lille film om Hobbiton Movie Set og Waitomo findes her.

Vi havde på forhånd lagt et nogenlunde budget, som det var tilladt at overskride, men som vi krydsede fingre for, at vi kunne overholde for ikke at komme hjem til en helt lænset budgetkonto og en menu bestående af havregrød resten af året.

Det meste af turen havde vi dog faktisk et pænt overskud i det rejsebudget, vi havde dedikeret til mad, oplevelser og transport.

At det overskud så næsten blev ædt af vores lille nødplan i sidste øjeblik (mere om det her), da rejsen lakkede mod enden, er, hvad det er. Det var sure penge, som vi kunne have dedikeret til fx vores kommende sommerferie, men samtidigt vil der vel stort set altid være et eller andet, der går galt og koster lidt ekstra penge, når man rejser rundt ude i den store verden i to måneder.

Vi har jo ganske ofte tidligere rejst rundt på den måde, at vi selv har bygget vores rejse med alt, hvad den indebærer. Sådan kan vi som regel bedst lide at rejse. Vi booker selv fly, transport mellem destinationer, hotel eller lejlighed osv. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan vi planlægger rejsen på egen hånd.

lake taupo new zealand urbannotes.dk

// Turen var også fyldt med fantastiske gratis glæder. Fx den vilde udsigt ud over New Zealands største sø Lake Taupo, som man nok aldrig bliver helt træt af.

Vi har i den forbindelse også altid haft en eller anden form for rejsebudget in mente. Men vi har faktisk aldrig kigget på, hvor meget sådan en rundrejse i Australien, på Bali, i USA eller et af de mange andre steder, vi har rejst rundt, egentligt i sidste ende har kostet, når alle rejseomkostninger er gjort op.

Og det er jo egentligt fjollet, for det er samtidigt en af de ting, vi oftest bliver spurgt om i forbindelse med vores rejser. Mange har nemlig den holdning, at det må være frygteligt dyrt at rejse rundt i fx Australien og New Zealand i to måneder.

Og det er da heller ikke, fordi det bare er et greb i lommen. Det er faktisk som regel noget, vi sparer op til i en længere periode. Men hvis man sammenligner med så meget andet, som man som voksen kan bruge penge på, så synes jeg alligevel ikke, det er så slemt.

strand australien shangies by Stilov urbannotes.dk

// Strandliv i Australien er en af mine yndlingsbeskæftigelser og en af mange grunde til at rejse til Australien igen og igen.

Som faste læsere på bloggen måske husker, så skrev jeg før rejsen et indlæg med en status på, hvad vi havde brugt på fly og hoteller. Det løb i alt op i cirka 75.000 kr., hvilket var væsentligt mindre, end hvad vi indledningsvist havde forventet.

Herudover havde vi en formodning om, at vi skulle bruge cirka 60.000 kr. i alt på mad, drikke, ture, tog, bus og anden transport rundt i New Zealand og Australien i løbet af de to måneder, vi var afsted.

Det beløb endte på cirka 55.000 kr. – og det er altså inkl., at vi måtte sadle om i sidste øjeblik pga. regnen og rejse tilbage til Brisbane med fly samt booke en lejlighed. En post, der løb op i cirka 8.000 kr.

I alt endte vores rejsebudget altså på rundt regnet 130.000 kr., som vi samlet har brugt på fly t/r fra og til Danmark, alle overnatninger, alle måltider, snacks og drikkevarer, diverse supermarkedsindkøb, oplevelser (heriblandt flere bådture, snorkelture, indgang til kulturelle tilbud etc.), transport mellem destinationer (inklusiv en helvedes masse Uber) og meget mere.

Det eneste, jeg ikke har regnet med i det beløb, er vores lommepenge hver især, som har dækket decideret shopping af fx julegaver, en ny t-shirt eller badebukser, barnets mange must-have dimsedutter og den slags personlige køb, som jo er en udgift udover de reelle rejseudgifter.

Christchurch new zealand foundation urbannotes.dk mad

// Et typisk morgenmåltid i New Zealand. Ja, vi har også spist lidt i diverse lejligheder undervejs på rejsen, når vi havde køkken. Men vi har mest spist ude – tre gange om dagen.

Naturligvis er 130.000 kr. mange penge. Men samtidigt har vi virkeligt fået oplevelser for livet, haft uanede mængder af kvalitetstid (krydret med det antal skænderier, man nu skal have) sammen, og når jeg tænker på, at vi, da vi startede med at tale om turen, forudså, at det ville komme til at koste 200.000, så synes jeg, vi har fået virkeligt meget for vores penge.

Det skal desuden lige bemærkes, at vi ikke har manglet noget som helst undervejs.

Vi har boet på pæne steder, der ikke har været 5-stjernet luksus, men som heller ikke har været hostel med fællesbad og fremmede menneskers snorken i fodenden.

Vi har spist gode og fine måltider, der ikke har været gourmet til mange tusinde kroner og flasker af vin og cocktails, men som (for det meste) har smagt rigtigt fint, har været sundt og lækkert.

Og vi har udnyttet de transportmuligheder, der har været plus sågar gjort en Uber-chauffør i New Zealand nærmest lykkelig, fordi vi betalte ham en klækkelig dagsløn for at køre os hele vejen fra Christchurch til Kaikoura på selveste juledag.

Med andre ord har vi ikke sparet, men vi har heller ikke sluppet alle tøjler og bare brugt løs, for sådan er vi dybest set bare ikke indrettet.

Hvis noget skulle afskrække mig fra igen at rejse ud i verden som en digital nomade med luft og mulighed for masser af nærvær med min familie, skulle det altså på ingen måde være budgettet, der afskrækkede mig. Det er nok nærmere, at to måneder er virkeligt lang tid – og nok også for lang tid, for os, at leve i en kuffert. Næste gang nøjes vi nok med seks uger – måske …

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

2 kommentarer

  • Dorthe madsen

    tak for et fint indlæg. Hvor mange personer var i afsted for det beløb ? og undskyld hvis det står et sted og jeg har overset det.
    venlig hilsen Dorthe Madsen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Hej Dorthe,
      Vi var familien på tre afsted 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sæsonens fineste