Brombærjagt på Hven

Yoga og mig

Desenio yogaplakater urbannotes.dk

Måske det en tidlig midtlivskrise. Måske det bare er efterdønningerne af en corona-nedlukning, der har akkumuleret energi, som nu er boblet op til overfladen. Men der er ingen tvivl om, at jeg det seneste års tid har ført en væsentligt mere aktiv livsstil, end jeg måske nogensinde før har gjort.

Jeg er faktisk blevet en anelse afhængig af at træne. Og jeg træner nu 5-6 gange om ugen, dyrker spinning, løb, crossfit, funktionel styrketræning, pilates og faktisk nærmest alt andet, jeg kan komme i nærheden af (undtagen zumba … det der med at koordinere arme og ben på samme tid er en evne, jeg har lagt på hylden forlængst …)

Det, jeg har opdaget, er nemlig, at det giver mig en vanvittig energi at prioritere at være fysisk aktiv. Og jo mere, jeg træner, des mere energi får jeg retur. Og til tider ret ømme balder, men det tager vi med.

Det er relativt nyt, at jeg træner så meget forskelligt. Men en type træning, der har fulgt mig i årevis efterhånden, er yoga. Gode gamle yoga, som jeg hiver så meget overskud, energi, styrke og, ikke mindst, fleksibilitet ud af. Jeg har nok, on and off, dyrket yoga i 15 år. Og jeg prioriterer det stadig 1-2 gange om ugen og gerne oftere, for man kan jo i virkeligheden dyrke yoga alle steder, hvis bare der er lidt plads. Og som bonus giver yoga en øget mobilitet, som jeg kan høste rigtigt mange fordele af i de andre træningstyper.

Min kærlighed til at dyrke yoga har nu også mundet ud i, at jeg i sensommeren meldte mig til et yogalærerkursus. Et kursus, hvor jeg over en periode af seks måneder får lov til at fordybe mig i yogaen, i min egen yogapraksis og i, hvordan jeg bedst muligt underviser andre i yogaens fortrinligheder. Om jeg reelt kommer til at undervise fast i yoga, ved jeg endnu ikke. Nu må vi se, om jeg egner mig til det og synes, det er noget for mig.

Men jeg glæder mig afsindigt til at komme i gang. Særligt nu, hvor kurset, som ellers skulle have haft sit startskud i oktober, er udskudt til januar. Men så er der noget helt særligt at se frem til i kolde og mørke januar …

Desenio yogaplakater urbannotes.dk

Desenio yogaplakater urbannotes.dk

// Yoga-plakaterne passer rigtigt godt ind i både snedkerreolen og til mit lille yoga-hjørne i soveværelset. Nettet med yogamåtten er også fundet på Desenio. Det samme er washi-tapen.

I forbindelse med, at jeg nok kommer til at dyrke en del mere yoga derhjemme, så jeg kan få øvet min egen praksis og de ting, vi lærer på yogakurset, har jeg fået indrettet et lille yoga-hjørne derhjemme i soveværelset.

Tidligere har der kun knebent været plads til at dyrke yoga på stuegulvet med ret god vilje. Men efter renoveringen af soveværelset og erhvervelsen af vores snedkerreol er der pludseligt blevet en del gulvplads i soveværelset, som udgør en perfekt lille yoga-oase, hvor jeg nemt kan rulle min måtte ud og lave yoga i ro og mag (eventuelt bag lukkede døre, så den lille nysgerrige langørede ikke insisterer på at tage del i øvelserne …)

For at skabe lidt ekstra fokus og yogastemning i rummet, fandt jeg for nyligt en lille striber yoga-inspirerede plakater hos Desenio, som, jeg synes, giver den helt rette stemning til et godt yoga-flow. Den slags handler jo meget om det gode, dybe åndedræt, og så kan man næsten ikke undgå undervejs at sidde i en lotus-stilling (om ikke andet så en halv lotus), den smukke og til tider hårde tree pose eller en siddende due, som er en favorit, jeg laver alt for sjældent. Jeg var også lige ved at klikke plakaten med det siddende twist hjem, men pladsen var bare ikke til det. Og så må man nøjes …

Selvom jeg selvfølgelig endnu ikke er begyndt på yoga-uddannelsen, så har jeg allerede taget hul på at bruge mit nye lille yogahjørne. Og det fungerer perfekt! Så nu glæder jeg mig endnu mere til at komme i gang med uddannelsen og, ikke mindst, til virkeligt at fordybe mig i yogaens fortræffeligheder.

Desenio yogaplakater urbannotes.dk

Desenio yogaplakater urbannotes.dk

Desenio yogaplakater urbannotes.dk

// Breathe Deeper plakaten minder mig om, at jeg skal trække vejret dybt ned i maven og laaaangsomt ud igen. Det er jo sådan set noget, man altid burde have in mente. Yogi eller ej. 

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brombærjagt på Hven