[ Opskrift ] Kartoffel-porresuppe (nu uden bacon)
Når det regner (næsten) en hel dag, er der en bestemt ting, jeg har lyst til, når jeg kommer hjem. Og det er en varm og fyldig suppe.
Det burde ganske vist slet ikke være suppesæson endnu. Jeg synes personligt, det er for tidligt.
Men jeg har talt med adskillige mennesker i dag, som har sagt, at de fryyyyser, og ærlig talt … Det har jeg faktisk også gjort i dag! Særligt efter at have været gennemblødt flere gange i løbet af dagen.
Der er særligt en bestemt suppe, som jeg rigtigt godt kunne have spist her til aften, og det er min helt egen kartoffel-porresuppe, som det ikke kun er mig, der elsker. Det er faktisk en favorit hos alle familiens medlemmer.
Jeg sørger (naturligvis) for, at suppen er vegetarisk og faktisk også vegansk, idet der ikke kommer bacon på toppen, og der ikke bliver hældt fløde eller andre animalske ting i.
Men det smager den ikke mindre godt af, skulle jeg hilse at sige!
Prøv den af, hvis du også er suppesulten en af dagene.
Opskrift: Kartoffel-porresuppe med ristet, saltet rugbrød
Til suppen skal du bruge:
(nok til cirka 3 personer)
1 lille løg
3 porrer
500 g kartofler
7 dl grøntsagsbouillon
200 ml sojafløde (usødet)
2 spsk. olie
Et drys salt
Til rugbrødscroutoner skal du bruge:
4 skriver rugbrød
Olivenolie (evt. den smarte på spray)
Et drys havsalt
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader (gerne på grill), og læg rugbrødsskiverne på pladen.
Spray eller pensl skriverne med olivenolie, drys med havsalt, og bag, til rugbrødet er helt sprødt.
Kog kartofler, til de er al dente, og skær dem i tern. Skær desuden løg og porrer i tynde skiver.
Hæld din olie i en stor gryde, og svits løg og porrer godt. Tilsæt kartoflerne samt bouillon, og lad suppen simre i cirka 15 minutter.
Blend suppen med en stavblender, til den har den konsistens, du foretrækker. Hæld sojafløden i, og smag til med lidt salt.
Knæk det saltede ristede rugbrød over suppen, og spis straks, så rugbrøddet forbliver knasende sprødt.
Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.
Ingen kommentarer endnu