SwimFin test: Som en haj i vand

8 ting, der er værd at vide, hvis du rejser til Budva i Montenegro

Kufferterne er pakket ud, det værste vasketøj er ordnet, og hytten ligner igen nogenlunde sig selv.

Tilbage er minderne om en god ferie i Budva i Montenegro og en mandag, som lurer lige om hjørnet.

Heldigvis har drengene fri. Det er kun mig, der hellere må tage nogle bevægelser mod at besøge kontoret i næste uge.

Men batterierne er heldigvis godt ladet op efter en uge med fokus på strand, pool, sol og den opvartning, som hører med, når man bor på hotel og spiser på restaurant og ikke har en bekymring i livet (ej heller tøjvask, madlavning og oprydning …) Ja, kunne faktisk godt lige bruge en uge eller to mere af det hele!

Lokker Montenegro til en kommende ferie? Så har jeg samlet vores tips til, hvad du kan forvente, og hvad du med fordel kan lave, spise og opleve. Og en enkelt ting, som ikke er vores kop te, når det handler om Budva eller byer med fokus på charter i det hele taget.

budva montenegro rejseblog

// Udsigten fra Budvas gamle bydel er bestemt også værd at gå efter.

Otte tips til Budva og Montenegro

Budva er en “turistby” med alt, hvad der til hører. Men der er også utroligt megen charme, gode spisesteder, og så er der oplevelser, som er værd at køre efter.

1) Billigt rejsemål
Montenegro er, qua deres lønninger og generelle levestandard, et af de få billige rejsemål, som vi stadig har tilbage i Europa. Vi har, hvis man ser bort fra rejseomkostninger, hotel og den ene tur, vi tog ind i landet, kun brugt rundt regnet 3.500 kr. i alt på en uge i lommepenge. Vi havde morgenmad på hotellet. Men vi har spist frokost, drukket sodavand, vand og juice, spist is, lejet solstole på stranden, købt et utal af fidget spinners (!!) og fået aftensmad inkl. drikkevarer (til tider øl, en lille drink og dessert) alle tre for altså gennemsnitligt 500 kr. pr. dag. Og vi har ikke sparet på noget.

blåmuslinger budva montenegro

// En af Lillemandens favoritretter: Blåmuslinger.

2) Kontanter vs kort
Når man så skal betale for sin cevapcici (lokal ret, som begge drenge fik smag for), så er kort ofte lige så godt som kontanter. VISA-kortet (vi havde Bank Norwegian VISA med) kan bruges i supermarkeder, på restauranter, på hotellet, på caféer og i butikker. Vi oplevede en enkelt gang, at en restaurant ville have kontanter, fordi vi ikke nåede grænsen på 20 euro for vores frokost. Men ellers er kort altså lige så meget king som cash i Montenegro.

budva gammel by montenegro

3) Giv drikkepenge – hvis du da har lyst
Der er nogle lande, hvor man konsekvent skal lægge 15-30 pct. oven i prisen i drikkepenge. Montenegro er ikke et af dem. Man kan da godt lægge drikkepenge, men når man betaler med kort, så giver de dig først terminalen, når selve beløbet på din regning står der. Og når man betaler kontant, kommer de med selv den mindste håndøre retur. Jeg betalte fx vores tjener på stranden med et lidt højere beløb end det, der stod på regningen. Han fandt straks byttepenge til mig (som jeg dog bad ham om at stikke i lommen.)

Strand budva montenegro

4) Gå på stranden – men vælg med omhu
Vandet ved Budva er (trods en enkelt plastikkop i vandet eller to) rent og klart! Så stranden er helt klart værd at besøge. Vil du dog undgå at komme til et fluepapir af en strand i højsæsonen, så gå ned i enden ved Budva gammel by, hvor der gemmer sig et par dejlige strande, der er knap så overrendte. Her kan du leje et par solstole inkl. parasol for cirka 15-25 euro. Eller du kan lægge dig på sandet på håndklædet i den anden ende. Men de 15 euro, som vi gav på stranden foran Konoba Bar og Restaurant, var godt givet ud og alle pengene værd i opvartning med kolde juices, sodavand og oprydning.

5) Wifi er der masser af
Montenegro er ikke en del af EU (endnu), så derfor kan det være ret dyrt at slå sit net på telefonen eller iPad’en til, hvis man lige skal dele sit seneste is-billede på Instagram. Heldigvis er restauranterne i Budva og på andre mere turistede steder super gode til at tilbyde wifi. Hvis de ikke lige har et åbent wifi, kan man altid lige bede om koden. Den deler de gerne ud af, så der er absolut ingen grund til at bruge feriepengene på roaming.

kotor montenegro

// Kotor med sin smukke og lange bymur.

6) Kom ud og op
Budva er bare en lille by med rigtigt mange hoteller, resorts, restauranter og gang i gaden. Der er masser af gode udsigter. Men det ægte (og utroligt smukke) Montenegro oplever man ved at forlade Budva for en stund. Vi tog en busrejse med Apollo, som bl.a. inkluderede flere stop i bjergene, hvor vi fik set Montenegro oppe fra, samt et besøg i den smukke gamle by Kotor, der har en bymur, der er længere end den, man kan opleve i Dubrovnik. Så kom ud af Budva og op i bjergene. Det vil du ikke fortryde!

7) Dans med eller gå i seng
En bagside ved Budva, som er utroligt hyggelig og ret stille og rolig i dagtimerne, er nattelivet, som går i gang i byen ved 22-tiden. Der er koncerter, tivoli og masser af gang i gaden, som godt kan være noget larmende og “for meget”. Heldigvis kan man trække sig tilbage på hotellet, nyde en kop kaffe i den mere stille ende af byen (vores hotel lå lige på grænsen mellem den larmende og den stille del) eller bare gå i seng og lukke for døre og vinduer (hvis man da har været så smart at have aircondition). Larmen slutter i øvrigt på slaget kl. 1, så der er en ende på festivitasen.

cheesecake-is-budva-montenegro-urbannotes-dk

// En kugle is i vaffel eller bæger kan erhverves for mellem 50 cent og 1 euro.

8) Spis og drik godt
Budva har en del turistfælder, hvor maden godt kan være lidt udefinerbar. Men der er også rigtigt gode steder med varierede menukort, frisk fisk og god mad, der ikke kun inkluderer noget paneret med pomfritter.

Babaluu: Gå på Babaluu ved centeret i Budva, hvis du vil slappe af i skyggen, kigge på mennesker og drikke en kop kaffe eller nyde byens sureste limonade. Babaluu har altid blæsere tændt, som forstøver vand ud over gæsterne, og det er meget tiltrængt i middagsheden.

Jadra Kod Krsta: Uanset om I er ude efter frisk fisk, friske blæksprutter, cevapcici eller blot en god pizza og/eller pasta, så kan Restaurant Jadra varmt anbefales. Maden er simpel og veltilberedt, og tjenerne er søde og opmærksomme. Smag deres friske fisk med kartofler og spinat eller sæt tænderne i en rigtig god pizza. Priserne er som alle andre steder. Jadra har bare lige højnet kvaliteten og servicen en mø.

jadra budva

Taste of Asia: Når I er trætte af cevapcici og pizza, så bevæg jer op i byen til restauranten Taste of Asia. Her er menukortet fyldt med nudler, risretter og alskens andre thai-lækkerier. Det kan man godt have behov for, hvis man vil variere sin kost en smule.

njegushi-skinke-og-ost-budva-montenegro-urbannotes-dk

Spis lokalt: Montenegro er bl.a. kendt for deres ost og deres skinke: Njegushi skinken minder lidt om parmaskinke, mens Njegushi osten er den perfekte blanding af ko- og gedeost og smager himmelsk! Der findes masser af ost og skinke i Montenegro, og der findes mange kopier af Njegushi-produkterne. Men det er altså den ægte vare, man skal gå efter, for det smager himmelsk.

mad-budva-tips-montenegro

Hotel Budva: Indrømmet, vi nåede ikke at få kaffe mange steder, fordi kaffen på vores hotel var rigtig god, og fordi de var et af de få steder, hvor jeg kunne få min cappuccino på soyamælk. Men hvis du nu ikke bor på Hotel Budva (det kan ellers virkeligt anbefales!), så er restauranten god for en rigtig god kop kaffe, og man kan sagtens indtage både restaurant og terrassen uden at have nøglekort til hotellet.

Et af de danske rejseselskaber, der rejser til Budva i Montenegro, er Apollo Rejser, som vi rejste med.

3 kommentarer

  • enne

    Jeg var i Tivat og Kotor.
    Anbefaler restaurant ” Bokeljski Gusti” mellem Tivat og Kotor!!!
    Vand ,servise , pris perfekt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mads

    Rigtig fine indlæg om Montenegro. Skal derned her d. 6 og bor på Queen Of Montenegro 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Jeg har tidligere boet på Queen of Montenegro i forbindelse med en presserejse. Det er et rigtigt fint hotel – og Becici er rigtig hyggelig. God rejse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SwimFin test: Som en haj i vand