Alene hjemme, men vi lever sg* stadig!

“Jeg er panisk angst for at være alene med min baby i en hel uge, mens han er i Egypten for at dykke.

Det er angstprovokerende, når jeg ikke kan lægge ham fra mig, og at han sover så dårligt. Måske dør jeg af sult, fordi jeg glemmer at spise eller ikke får lov til at spise. Måske falder jeg i lejligheden og slår mig, så vi begge dør af sult?

Første morgen alene er dog overstået, og min søde baby gad at ligge i sengen til kl. 9, lege med sig selv og se tegnefilm. Mens jeg var i bad, sad han i autostol foran badeværelsesdøren, og jeg kom meget hurtigt i tøjet og fik lagt makeup uden, at der var de helt store kriser. Han sov ovenikøbet en af sine lidt længere lure (20 minutter), som lige gav mig mulighed for at sterilisere sutteflasker og lave morgenmad og virkelig tiltrængt kaffe til mig selv …”

Ovenstående er et uddrag af noget, jeg skrev, da Lillemanden var baby.

Dengang nedfældede jeg mange af mine tanker om at være ny mor i et åbent dokument på computeren, fordi jeg var bange for at glemme, hvordan den første tid var, og måske også lidt fordi jeg var bange for at blive en lille smule sindssyg af kombinationen af søvnmangel, en konstant skrigende baby, manglen på kaffe og mad, den evige forholden sig til læger og sundhedsplejersker råd og den konstante tilsidesættelse af mine egne behov.

Uddraget er fra første gang, Lillemanden og jeg var alene hjemme. Lillemanden var ikke mere end cirka tre måneder gammel, og vi skulle være alene hjemme i O-T-T-E dage, mens Lillemandens far var på dykkerferie.

Siden er der gået cirka fem år, og vi er alene hjemme igen i otte dage, fordi far er i Egypten på dykkerferie.

 

Denne gang er det hele dog en anelse (læs: meget mere) afslappende, og jeg er ikke helt så panisk angst for at dø af sult og kaffetørst, omend man som mor vel altid er bange for et eller andet.

Men det går godt! Vi hygger os, og vi har endnu ikke revet hovedet af hinanden, selvom vores temperamenter naturligvis stikker snuden frem i ny og næ. Men så driller den ene den anden, og så er alt jo godt igen!

De seneste fem dage er gået virkelig hurtigt og meget smertefri. Vi har rent faktisk formået at samarbejde om morgenen, så vi kommer ud ad døren i tide til børnehave og arbejde. Vi har været på shopping sammen, hvor vi først tilbragte en hel time i Disney Store og dernæst en halv time i Illums taskeafdeling med det resultat, at vi begge fik shoppet. Vi har lavet minipizzaer, handlet ind, været i biografen for at se Hotel Transylvania 2, vi har siddet i sofaen og grinet højlydt sammen af Garfield, og vi har danset i stuen til AC/DC.

Vi har ovenikøbet ligget i ske om natten (Lillemanden udnytter skamløst, at fars seng er ledig), og jeg har været på vej ud over kanten af sengen flere gange, fordi en 5-årig faktisk kan fylde en del i en dobbeltseng!

Det der med at være mor (og søn) er faktisk ikke så svært, når man først får det lært. Og vi satser da også på at overleve de sidste tre dage på egen hånd!

Billedet er fra i lørdags, hvor vi var stukket i efterårstøjet for at nyde solskinsvejret med indsamling af kastanjer, kapsler og diverse skruer og møtrikker på vejen.