Det blogging også kan …

For en gang skyld vil jeg have lov til at sende lidt kærlighed og taknemmelighed ud i æteren. Og så på sådan en højhellig søndag, tænker du måske. Og ja … Særligt på en højhellig søndag!

Jeg er nemlig både taknemmelig og føler mig priviligeret helt ned i strømperne over, det jeg laver, og det vil jeg gerne hellige ugens sidste indlæg til.

Men lad mig starte et andet sted.

Det er helt normalt, at der på en arbejdsplads knyttes venskaber og (om ikke andet) godt kollegaskab.

Nogle af de bedste venner og veninder, jeg har haft i mit voksenliv, er nogle, som jeg har mødt på en arbejdsplads. Og nogle af dem er, til trods for at voksenlivet nemt drukner i logistik, boliglån og børneputning, stadig det, som jeg ville kalde venner – også selvom vi efterhånden sjældent ses af førnævnte årsager.

Men man hører sjældent om, at man bliver utroligt gode venner med nogle af dem, som arbejder for det konkurrende firma. (Her er jeg måske selv lidt i en besynderlig position, fordi jeg arbejder inden for PR og kommunikation og også har et utroligt rart forhold til mange af dem, der arbejder på de konkurrende PR- og kommunikationsbureauer pga. bloggen … Men du forstår, hvad jeg mener!)

Når man har en blog, er man jo i princippet også i konkurrence mod alle andre bloggere. Vi konkurrerer om de samme læsere, vi konkurrerer om de samme kampagner, og vi konkurrerer (dybest set) om opmærksomhed.

Samtidigt har jeg dog sjældent været blandt en gruppe mennesker, som bakker hinanden så meget op, som vi gør blandt bloggere.

Ja ja, sådan er det ikke nødvendigvis altid, og der er helt sikkert også nogen, som har deres interne fejder. Men hvis jeg ser på de kvinder, som jeg har mødt gennem bloggen over årene, så bliver jeg gang på gang forbløffet over, hvor helt vildt rare de er, og hvor meget jeg egentligt er kommet til at holde af dem over årene (faktisk har jeg ofte joket med, at de nok ville være de første, jeg ringede til, hvis jeg fx en dag skulle skilles, eller der skete noget andet i mit liv, som jeg havde behov for et kram og god snak omkring.)

Det (måske) endnu vildere er, at de er spredt ud over hele Danmark.

Blandt andet besøgte jeg forleden hende her og hendes familie i Odense. Og selvom vi faktisk overhovedet ikke har kendt hinanden særligt længe, så var det helt naturligt at hænge ud en halv dag, tale lidt privat, tale lidt arbejde, tale lidt blogging og bare være sammen som familier og venner på en solrig dag.

En af dem, jeg ser ganske ofte (både privat og gennem bloggen) er bl.a. hende her, som jeg efterhånden har delt stort set alt fra åndenødsfremkaldende grineflip til seriøse nedture med – og gerne over en flaske rosé eller en god middag (hun er heldigvis konge til “lige” at smide en salat sammen eller fremtrylle en tapas, og så har hun, forbløffende nok, altid en flaske vin på køl!) Hun er ganske simpelthen et af de mennesker, jeg holder rigtigt meget af at være sammen med.

Der er også hende her, som jeg bl.a. næsten reddede fra at dø med en simpel Coca-Cola for et par år siden, og som er et af de mest intelligente og rareste mennesker, jeg kender.

Og fordi jeg har rejst så meget med andre bloggere over årene, har jeg bl.a. også været så heldig at lære hende her at kende. Vi mødtes første gang i Frankrig, og egentligt havde jeg nok syntes, at hun var en lille smule ung (misundelse er en grim ting), Aarhusiansk og fjollet til, at vi kunne have noget som helst til fælles. Men hun er jo (til trods for noget nær tusind års aldersforskel) noget af det herligste at være sammen med.

Mit bedste “vi-skal-da-lige-have-en-kop-kaffe-mere”-bloggerbekendtskab, som altid forsøger at overbevise mig om, at Amager er et skønt skønt sted, har jeg også lært at kende gennem en bloggerejse, hvor vi umiddelbart heller ikke indledningsvist havde meget til fælles. Men siden har vi delt flere rejser og oplevelser, end jeg kan tælle. Bl.a. en nærdødsoplevelse i Samaria Kløften på Kreta, som vi stadig ikke helt ved, om vi skal grine eller græde over.

Mange af os har jo, qua at vi er voksne mennesker, også børn, som fylder mere eller mindre på vores blogs (men meget i vores liv). Og fordi vi konstant render til events, komsammener og lignende, hvor vores børn også er inviteret med, så kender ungerne også efterhånden hinanden ret godt.

Lillemanden glæder sig konsekvent altid til events, som han er inviteret med til, og han har flere gange spurgt, om jeg ikke godt vil blive ved med at blogge for evigt, fordi han elsker at gå til events (no wonder, der er nemlig stort set altid søde sager i rå mængder …). Men han glæder sig altid lidt ekstra, hvis jeg kan fortælle, at bl.a. hende her og hendes lækre unger kommer, fordi, han synes, de er utroligt sjove (og lidt seje) at lege med. Ungernes mor er i øvrigt også herligt selskab, skulle jeg hilse at sige!

Man hører så ofte, at blogging er selvpromovering, det er overfladisk og alt for meget mascara og alt for lidt substans. Men der gemmer sig nogle helt fantastiske mennesker derude bag skærmene, som er utroligt dygtige og rare mennesker, som også er alt muligt andet end bare endnu et pænt Instagram-billede eller et sjovt blogindlæg. Og jeg føler mig priviligeret over, at jeg (og så endda i det travle voksenliv, hvor det er så svært at knytte nye venskaber) har dem i mit liv.