Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget

Efter gårsdagens valg er der, takket være den gode Pia K, opstået et helt nyt begreb, som sikkert bliver optaget i den danske ordbog inden årets udgang. Om ikke andet har hun skrevet sig ind i historien ved at blive tøsefornærmet og dermed udråbe mange af dem, der gik til stemmeurnerne i går, som “klimatosser”.

Jeg har aldrig været enig med hverken hende eller andre DF’ere. Men jeg må alligevel give hende ret. For jeg betragter faktisk mig selv som lidt af en klimatosse, og jeg endte da også med at stemme så grønt, som jeg overhovedet kunne, i går – alene af hensyn til miljøet.

For miljø og klima er faktisk noget, jeg går ganske meget op i. Og mere og mere med årene. Måske er det, fordi jeg mener, der er mere og mere at bekymre sig om, når vi taler klima – også selvom det ikke altid er så sort/hvidt, som vi nogle gange gør det til.

Det største, jeg selv har gjort for at leve en mere klimavenlig hverdag, er, at blive vegetar. Det er også det, som har ændret mit liv mest. Men jeg tog konsekvensen af, at vi for nogle år tilbage havde opbrugt mængden af CO2 for et helt år allerede i marts, og fra den dag valgte jeg, at min mad skulle fylde mindre i det regnskab.

Er det nogle gange besværligt at være vegetar? Ja! Men det er også dejligt livsbekræftende, og jeg har det desuden fysisk bedre, end jeg har haft det i mange år.

Lillemanden har siden fulgt trop og er for nyligt også sprunget ud som vegetar. Det er en ganske velovervejet beslutning fra hans side, fordi han også (som så mange andre fra hans generation) bekymrer sig om, hvad fremtiden vil bringe, hvis ikke vi hver især bidrager til at sætte et mindre fodspor på klimaet i vores måde at leve på.

Noget andet vi gør for at mindske vores eget klimaaftryk er, at vi sorterer ALT affald. Selv den mindste lille bid plastik bliver sorteret og smidt ud på korrekt vis. Det samme gælder i øvrigt pap, papir, madaffald, metal og glas. Faktisk bruger vi den almindelige affaldsspand til restaffald så lidt, at vi nærmest aldrig tømmer den længere.

Udover kartoffelskræller og æggeskaller så ryger der desuden meget sjældent nogen madrester i madaffaldsspanden. Madspild er der nemlig nærmest intet af hjemme hos os. Vi spiser alt i køleskabet, og rester fra aftensmaden, som der ikke lige var plads til i maverne, bliver til madpakke dagen efter.

Både Lillemanden og jeg drikker og spiser desuden intet andet end plantemælk. Og helst havremælk, som er det mest miljøvenlige, når man sammenligner med mandelmælk, soyamælk og rismælk og, naturligvis, også komælk. Efterhånden er vi faktisk der, hvor komælk smager ret grimt, så det holder vi os fra.

Når vi køber tøj, er det derudover ofte kvalitetskøb, som holder længere. Det er naturligvis utroligt svært at holde tøjforbruget neden, når man har et barn, der vokser ud af sit tøj hver anden uge. Men det, vi løbende sorterer fra, bliver afleveret til genbrug, hos klassekammerater med yngre søskende, hos H&M eller &OtherStories, som har giver procenter, når man afleverer tøj, håndklæder og sengetøj hos dem, eller solgt på Reshopper til andre krudtugler.

Jeg har også erstattet min elskede Nespresso kapselkaffemaskine med en kaffemaskine, der bruger hele bønner, fordi kaffe sviner nok i CO2-regnskabet i sig selv – også uden at det puttes i små metalkapsler for hver kop, man drikker. Ja, til sidst fik jeg det altså bare lidt skidt med al den indpakning for en enkelt kop kaffe …

Vi spiser også, så vidt muligt, mad, der er i sæson, og hvis jeg kan få økologisk OG dansk kombineret i et produkt, så er det det produkt, der lander i indkøbskurven. Faktisk springer jeg helst over, hvis jeg kan se, at mine øko-æbler er fløjet ind helt fra New Zealand (og ja, det gør de nogle gange – tsk!)

Maden fylder i det hele taget meget, når vi taler klimaaftryk – både hjemme hos os men også ude i verden, hvor madspild, produktion af visse fødevarer og transport af fødevarer koster en hulens masse ressourcer, som vi måske ikke tænker over, når vi står foran køledisken og jo bare skal have noget mad til den sultne familie.

Herudover har vi faktisk aldrig ejet en bil. Vi er ret typiske københavnske cykeltyper, der hopper på cyklen i regn, slud og blæst (og jo, der er noget, der hedder dårligt vejr på de københavnske cykelstier!!), og hvis vi endelig skal langt, så tager vi toget, plus at vi en sjælden gang i mellem lejer en bil, hvis vi skal besøge familie på landet.

Hverken Lillemanden eller jeg er desuden på nogen måde blege for at samle skrald op fra gaden og bære det hen i den nærmeste skraldespand, som ofte står mindre end 10 meter væk fra den tomme cigaretpakke eller burgerbakke, som er blevet smidt midt på gaden. Og selvom vi gør det ret ofte, er udbyttet af vores opsamling aldrig mindre (tværtimod), end den var dagen før. Men lørdagsgåturen er nu engang hyggeligere for alle, hvis vi ikke skal sparke os igennem pizzabakker og plastikposer. Det synes vi.

Der er dog også en hel del steder, hvor jeg og den lille familie sagtens kunne blive meget bedre, end vi er, og hvor vi som familie kunne være væsentligt mere miljøvenlige.

Vores store last er fx, at vi elsker at rejse, og at vi altid har været vant til at bruge alle vores penge på at se verden. Det er på ingen måde miljøvenligt og brøler vildt højt i CO2-regnskabet, men jeg vil meget nødigt undvære at se verden med min familie. Det er min klimalast, om man vil.

Når vi dog rejser, så forsøger vi at være så miljøvenlige, som det nu kan lade sig gøre, når man er på farten. Vi har som regel en vanddunk med i kufferten, som vi kan bruge til at fylde med koldt vand de steder, hvor hanevandet kan drikkes, og en refill kaffekop, som kan bruges til kaffe på farten (når man ellers husker at få den med i håndtasken!)

Vi samler også gerne skrald op fra stranden og får det puttet i en skraldespand, og da vi var i New Zealand brugte jeg sågar krudt på at skælde mere end en kineser ud, som smed affald i vandet og på gaden! (De forstod nok ikke en pløk af, hvad den blege dame med de store armbevægelser sagde, men så var vreden ud af mit system …)

Alt det siger jeg på ingen måde for at pudse glorien. For ja, jeg er en klimatosse, men jeg kan på mange måder sagtens også blive bedre. Og det kan vi vist alle sammen. Men vi kan også klappe os selv og hinanden på skuldrene for det, vi allerede gør i klimaets navn. Det, vi gør, selvom det måske er dyrere, mere besværligt eller mere tidskrævende.

I stedet for at slå veganeren i hovedet med, at han da kører i bil til job, så kan vi måske takke ham for, at han gør så meget for klimaet (og i øvrigt dyrevelfærd) gennem sin kost. Og fremfor at slå hende, der aldrig flyver på ferie med, at hun forkæler sig selv med et par nye jeans og en rød bøf i ny og næ, skulle vi måske lade os inspirere og også selv overveje at tage toget ud i Europa en anden gang. Og så kan vi samtidigt sætte pris på hende, som godt nok køber den billige agurk fra Spanien til salaten, men som også helliger sin weekend til plogging på stranden, for at hun er så sej at bruge sin fritid på at rydde op efter andre.

I stedet for at skule til sidemanden kan vi med andre ord passe vores egen klimabutik og gøre det for miljøet, som vi kan i den situation, som vi er i lige nu. Vi kan værdsætte, at vi hver især gør vores og lade os inspirere af hinandens grønne indsats og på den måde måske få endnu flere grønne og klimavenlige vaner.

Og hvis du har lyst, så kan du jo starte med at fylde på mit indlæg, hvad du og din familie gør i jeres hverdag for at leve mere klimavenligt. Noget bør vi nemlig alle gøre, men ingen kan ganske enkelt gøre alt.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.