Seks fantastiske dufte til juleønskesedlen

Julemagi og barnetro

Forleden fik jeg, efter lang tids overvejelse og grublen, købt en af Lillemandens julegaver.

Sagen er den, at et af hans højeste ønsker har været et SIM-kort til hans telefon, som flere af hans klassekammerater allerede har.

Jeg har været ret vægelsindet omkring, om han skulle være et af de børn, der render rundt med en mobiltelefonen i tasken. På den ene side går han efterhånden i ny og næ alene ude i verden, han har mange venner med telefon fra både 2. og 3. klasse, og hans kæreste, som han efterhånden har været kæreste/meget gode venner med i nogle måneder, har også en telefon, og når hun er hos sin far udenfor byen, så vil de gerne SMS’e. Derudover oplever jeg også selv i ny og næ situationer, hvor det kunne være rart at kunne få fat på ham.

På den anden side synes jeg, det er tidligt. For tidligt. Man hører så meget om mobning på telefonen, Lillemanden taler jævnligt om tyveri fra garderoben i skolen, og der er så mange ting omkring en telefon, som ikke er egnet for børn.

På den tredje side (nogle gange findes der tre sider af en sag …!?) så talte jeg også i telefon med mine veninder i den alder. Det var bare på mine forældres stationære telefon, der stod i køkkenet ved siden af de store læserstole, og som havde meget store og pædagogiske knapper. Og hvorfor skal han ikke også have mulighed for det?

berlin lillemanden urbannotes.dk morblog morblogger mommyblog

Jeg er stadig vægelsindet. Men jeg er alligevel endt med at købe et fint og lille mobilabonnement til børn til ham, og så må vi se, hvordan det går. Der er ikke så meget data og taletid inkluderet, og så har jeg nogle forældreprivilegier inkluderet i abonnementet og kan styre sådan noget som indholdstakserede beskeder og andre former for forbrug, som han jo lige skal lære at forholde sig til brugen af.

Jeg begynder at forstå den talemåde, som folk har slynget efter mig, siden jeg for mere end 8 år siden blev forælder: Små børn, små problemer, store børn, store problemer. For der er da godt nok mange ting og mere komplekse sager, man skal forholde sig til, jo ældre ens børn bliver.

Heldigvis er han også stadig min lille dreng. Og han vil stadig kramme og græde ved min skulder. Han fortæller mig også stadig ALT, hvad der foregår i hans lille hovede og omkring ham. Det er meget betryggende at vide, og det gør mig samtidigt lidt stolt, at han stoler så meget på mig, at han føler, han kan læsse alt det af, som han har behov for.

At han både er stor og lille er også kommet til udtryk de seneste dage, hvor han for alvor har talt ned til 1. december, hvor nissen jo typisk kigger forbi med den første lille nissegave.

Han har højt og flot proklameret, at han ikke tror på nisser, og at han udmærket godt ved, at det er mor og far, der er nissen, som nænsomt lægger nissegaver i sokken på døren hver nat.

Alligevel har han været vildt spændt! Og inden han gik i seng her til aften, fik jeg også besked på, at jeg altså lige skulle huske at sende en SMS til nissen (sådan har vi kommunikeret med nissen i årevis – apropos den fagre nye verden og tilværelsen med smartphones), så nissen blev mindet om, at han gerne ville både drilles og have nissegaver igen i år.

Jeg har naturligvis sendt en SMS afsted til nissen, som har lovet, at han nok skal passe sin årlige nissetjans igen i år uden problemer. Men først efter, at jeg havde trukket på smilebåndet, fordi barnet ikke har tilbragt fredag aften i sofaen med mor, far, tegnefilm og fredagsslik. Men istedet har set tv og drukket cola på værelset bag en lukket dør.

Jeg håber naturligvis, at han vil sidde i sofaen med mig og grine af en skør tegnefilm igen næste fredag. Men indtil da vil jeg fundere lidt over den sjove alder, han har lige nu. Det er stadiet mellem barn og teenager, og det er faktisk ret hyggeligt.

Jeg synes, det er tidligt, for jeg mindes ikke selv, jeg var der som 8-årig. Men samtidig nyder jeg det faktisk også. For det er den sjoveste alder, jeg kan huske, han har haft. Så meget latter, så mange fede jokes, så meget modspil og så mange reflekterede tanker. Men spørg mig lige igen, når jeg skal ud og indkøbe deodorant, barbergrej og bumsemiddel til ham. For det har jeg meget svært ved at se for mig lige nu. Og kan jeg mon på det tidspunkt stadig slippe afsted med at kalde ham Lillemanden?

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Seks fantastiske dufte til juleønskesedlen