Det der med den der diagnose ...

[ Opskrift ] Frittata med kartofler og grønt

Jeg er langt bagud. Med indlæg generelt, med svar på jeres mange fine, nysgerrige og kloge beskeder vedr. mit seneste indlæg og med den der vegetariske madplan, som har ligget som kladde her bagom bloggen i noget, der minder om en evighed.

Men der er travlt på arbejdsfronten, så jeg bruger istedet min fritid på at forkæle mig selv, på at være nærværende overfor min lille familie, på at få trænet en del (det får hjerterytmen op på den gode måde og gør hjernen klar i travle perioder) og så i øvrigt på at spise lidt chokolade – okay, ganske meget chokolade.

Den vegetariske madplan står dog stadig på min liste over ting, jeg skal have fundet tid til – snart!

Der er nemlig altid ganske mange, der spørger til, om jeg ikke vil dele, hvad vi egentligt spiser som familie, der lever vegetarisk. Og det er jo fedt, at så mange gerne vil lære at leve mere vegetarisk! Det vil jeg så gerne bakke op omkring, så vi kan få flere kødfri dage ude i det ganske danske land, hvor der, hvis man skal tro på statistikkerne, ryger alt for meget kød på de små tallerkner.

Indtil jeg dog får taget mig sammen (og mest af alt fundet tid til at fordybe mig og få færdiggjort den, efterhånden, gamle kladde), så deler jeg rigtig ofte den vegetariske mad, jeg laver i hverdagen, på Instagram i mine Stories. Så husk at tjekke dem i ny og næ, hvis du gerne vil have inspiration til vegetarmad.

Derudover tænkte jeg, det var på tide, at få lagt en af vores vegetariske familiefavoritter på bloggen. Nemlig en god gammeldags frittata med kartofler, som også er vegetarisk – i hvert tilfælde hvis man er den slags vegetar, der spiser æg (ellers findes der også veganske æg, men de desværre koster spidsen af et charterfly!!)

Frittata er en oplagt smovseret til weekenden. Til gengæld smager den dejligt, er super nem at lave (det er mine opskrifter sjovt nok altid) og passer stort set sig selv – og som bonus kan man bruge alle de rester af grønt, man har liggende i køleskabet og dermed måske endda mindske madspild. Jubiii!

 

frittata med kartfoler og grønt vegetarisk urbannotes.dk

Opskrift: Frittata med kartofler og grønt
Opskriften er passende til 3-4 personer. Når vi laver den, er der som regel et lille stykke tilbage i panden, som den, der råber højst, kan få med i madpakken dagen efter.

Du skal bruge:
6-8 æg (afhængigt af størrelse)
500 g kartofler
200 g frisk babyspinat
Et halvt bundt grønne asparges
100 g frosne ærter eller pillede edamamebønner
En kugle frisk mozzarella
Olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du:
Kog kartoflerne, til de er møre. Lad dem herefter køle af, og skær dem i mindre stykker, hvis der er behov for det.

Tænd ovnen på 180 grader. Pisk æg sammen, og tilsæt salt og peber efter behov.

Lad så alle grøntsager og kartofler stege lidt i en dyb pande, som kan tåle at komme i ovnen, i en smule olivenolie, til grøntsagerne er let stegte.

Så tager du panden af komfuret, hælder din æggemasse over grøntsagerne og drysser mozzarella i mindre stykker over.

Sæt herefter panden med indhold i ovnen ved cirka 180 grader i 15 minutter, eller til hele din frittata er fast.

Server med lidt brød (evt. disse skønne små fletbrød), og nyd over en hyggelig samtale over middagsbordet 🙂

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det der med den der diagnose ...

Conni Lagergreen Schmidt
Et lille drys sundhed, en tsk hverdag, en knsp rejser og verden, en hel liter plantebaseret københavner-familieliv tilsat lidt sko-kærlighed og et drys god læbepomade, og så har du Urban Notes. Der bliver altid sat mange ord på, og læserne skal gerne tage en virtuel goodie bag med sig, som enten har gjort dem klogere, nysgerrige eller underholdt.
urbannotesdk@gmail.com