Husk din vitamin C i solen

[ Opskrift ] One pot pasta – vegetarisk, naturligvis

Med det liv, jeg fører, og den kalender, jeg holder mig, er jeg kæmpe fan af nemme løsninger i køkkenet.

Jeg ville faktisk gerne være typen, der stor foran komfuret i timevis og smagte lidt til for at smage lidt ekstra til. Men sådan er det ikke.

Samtidigt er jeg dog meget optaget af, at vores kost skal være sund, nærende og mættende. Og så spiser vi jo ikke kød ved vores fælles måltider, fordi jeg ikke spiser kød, så særligt grøntsager fylder en hel del på menuen hjemme hos os!

Når det skal være ekstra nemt og stadig sundt, laver jeg one pot pasta, som er lige præcis det, det lyder som: Alt smidt i en gryde med pasta!

Det smager fantastisk, er super nemt at lave, og så er drengene, som ellers begge godt til tider kan være “kritiske spisere”, helt tossede med det!

One pot pasta er måske ikke den oplagt sommerret. Men på den anden side har denne sommer heller ikke været en typisk sommer (eller måske har den? Vi fortrænger det bare fra år til år), så nu deler jeg simreretten i juli alligevel.

Hvis du i øvrigt ikke helt kan undvære kød, så kan alle slags skært kød bruges i opskriften.

Men jeg kan kun opfordre til at forsøge sig med en ren grøntsagsret. Det er sundt, det er lækkert, og så er det godt for miljøet 😉

one pot pasta opskrift

Opskrift: One pot pasta med grøntsager og fløde
(2-3 personer)

Brug de grøntsager, du har i køleskabet, og gør evt. din one pot pasta til restemad. Alle kneb gælder, og det er utroligt zen at få brugt de sidste rester af grøntsagerne, inden de bliver kedelige.

Du skal bruge:
– Cirka 250 gram pasta (jeg bruger fuldkornsspaghetti, fordi det mætter så dejligt)
– En halv broccoli fordelt i små buketter
– 100 gram champignon
– Tre skalotteløg
– 5 dl grøntsagsbouillon
– En håndfuld skårne tomater
– En dåse hakkede tomater
– 1/4 l fløde (jeg bruger Naturli’ Soya Cuisine)
– En håndfuld friske basilikumblade
– Salt til at smage til med
– Evt. lidt frisk parmesan til at strø på toppen af den færdige ret

Sådan gør du:
Skær alle grøntsagerne ud i mindre dele.

Kom pasta, grøntsager, krydderier og bouillon i en gryde, læg låg på og bring gryden i kog ved svag varme.

Lad retten simre i 10-12 minutter, eller indtil pastaen er al dente, og tilsæt så fløden – den kan godt skille, hvis den kommer i for tidligt.

Rør i retten undervejs, så den ikke brænder på.

Smag til sidst til med salt, og server evt. med friskrevet parmesan og en dusk basilikum på toppen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Husk din vitamin C i solen