Miild makeup: Nyt, dansk, multifunktionelt og certificeret

Otte skønhedstrends, som du sandsynligvis vil støde på i fremtiden

Ligesom i modens verden kommer og går trends også inden for skønhed, hudpleje og makeup. Nogle er trends i en ganske kort periode. Andre hænger ved i meget lang tid.

Havde du fx i 00’erne, hvor du plukkede løs i brynene, forestillet dig, at det skulle blive moderne i adskillige år at have buskede og fyldige bryn?

Og havde du, dengang du stod og gik amok i din ekstra matterende pudder, forventet, at det blev lækkert at have skinnende og frisk hud?

Trends er en finurlig størrelse, og det kan være svært at tage et kig i krystalkuglen og forudse, hvad der kommer til at ske.

Ikke desto mindre var det det, Millie Kendall fra engelske BeautyMART gjorde, da hun stod på talerstolen under AllergyAward i London for nyligt.

Jeg synes, det var vanvittigt interessant at høre hendes bud på store og mindre trends, som, hun tror på, vil komme til at fylde inden for beauty i de kommende år.

Nogle af trendsene tror jeg selv fuldt og fast på, andre skal jeg nok se, før jeg tror det.

Men ligesom jeg havde helt smalle og helt synderplukkede bryn i 00’erne, så kan det jo være, jeg kommer til at æde mine ord. Det er set før, trods alt.

Desuden skal vi huske på, at det engelske marked er en del anderledes end det danske, når det netop handler om skønhedsprodukter og -trends, fordi man i England lige pt er mindre optaget af fx allergifremkaldende og hormonforstyrende stoffer, end vi er i Danmark, og fordi den almindelige engelske kvinde oftere lægger makeup på farten, end vi andre gør.

Men på den anden side skulle det ikke være første gang, vi så en skønhedstrend sive over havet fra England til Danmark. Så hvem ved.

Nedenfor er i hvert tilfælde hele otte bud på, hvad skønhedsindustrien kommer til at sprøjte ud på markedet i fremtiden.

skoenhedstrends-i-fremtiden-urbannotes-dk

Et kig i krystalkuglen:
Otte af fremtidens hudpleje- og makeuptrends

1) Metaller
Brugen af metaller i makeup og hudpleje ses allerede så småt derude nu. Bl.a. i bronzers, solskinspudder og hudplejeprodukter, der er beregnet til at give shine, er det allerede en tendens, at man anvender metaller.

Ægte metaller, bl.a. kobber, bliver blandet i hudpleje og makeup for at give den helt ægte shine. Og det er kommet for at blive.

2) Krystaller
Ligesom med metallerne, så er trenden med at putte krystaller i creme heller ikke helt ny.

Vi ser den måske bare ikke så meget i Danmark på nuværende tidspunkt, og der bliver heller ikke lavet så meget larm om, at der er krystaller i fodcremen – endnu.

Men et kig i krystalkuglen viser, at de glimtende naturlige sammensætninger af molekyler, atomer og ioner bliver mere og mere normale som ingrediens – og endda lidt af en hype.

3) New Naturals
I takt med at vi har alt, skal vores produkter kunne noget mere, førend vi hiver det ned fra hylden. The New Naturals er et eksempel herpå.

The New Naturals er produkter, der fortæller en særlig historie. Produkter, som giver mere velvære end bare fugtede ben.

Det skal være en oplevelse at bruge et produkt, og det skal løfte vores humør via fx dufte eller den gode historie, som vi køber ind i.

Hvis jeg nu siger Aesop og Aveda, så vil du måske lure, at trenden allerede er ved at vinde indpas.

4) Vandfri hudpleje
Det er ikke nogen hemmelighed, at verden mangler vand. Måske ikke lige her i Danmark, hvor april er regnet væk. Men vand er faktisk en knap ressource, som vi risikerer at løbe tør for, hvis vi ikke passer på.

Og det gør vi så.

Derfor vil vandfri produkter vinde frem inden for makeup og hudpleje.

Der bliver tænkt i nye løsninger, hvor du selv kan hælde vand i produktet hjemme, eller hvor du ganske enkelt køber et produkt, der er produceret helt uden vand.

Den vandfri trend betyder bl.a., at du vil se flere sæbebarer afløse den flydende showergel og flere pudderløsninger på papir.

Ja, hvem siger, det ikke kræver samvittighed at vælge det rette beautyprodukt på hylden?!

5) En bølge af sensitiv hud
Jeg har skrevet om det flere gange: Mange flere fortæller i dag, at de har sensitiv hud, end man nogensinde har gjort tidligere.

Derfor vil det også vælte frem med hudplejeprodukter og makeup, som er særligt henvendt til sensitiv hud.

Det er ikke en ny trend i Danmark, hvor vi er forgangsland, når der handler om produkter, der er hudvenlige.

Men vi vil nok få mange flere produkter at vælge imellem i fremtiden, fordi de udenlandske producenter også begynder at have deres fokus på den sensitive hud.

Bl.a. er The Body Shop, som ellers er kendte for deres dufte, netop røget med på den sensitive hudbølge.

6) Mere fokus på allergi
Ligesom med sensitivitet, så er allergi også et brandvarmt emne. Flere får allergi, og flere får allergi i en yngre alder.

Allergivenlige produkter er derfor et must for en større og større målgruppe, og de vil desuden være relevante for alle dem, der gerne vil være fri for allergier – også i fremtiden.

Igen er Danmark langt fremme. Men den øvrige del af verden skal nok komme efter det og fx sløjfe babyparfumen og de mange (unødvendige) æteriske dufte i hjemmet og på kroppen.

7) Mono-tasking
I mange år har der været fokus på, at produkter skal være så multifunktionelle som muligt. Nu kommer den mono-funktionelle bølge – åbenbart.

Der vil i fremtiden være fokus på, at det enkelte produkt kan bruges til én ting og én ting alene.

Det strider lidt imod den grønne bølge, fordi det opfordrer til, at vi skal have flere produkter i skuffen. Men hvis det naturligvis er bedre, mere drøje og fokuserede produkter, så er alt jo godt.

8) Probiotiske hudplejeprodukter og flere bakterier i det hele taget
Hudplejeprodukterne med mælkesyrebakterier (også kaldet probiotika) er allerede derude. Og der vil komme mange flere i fremtiden, kan jeg afsløre!

I takt med at vi efterhånden har lært, at mælkesyrebakterier er utroligt sunde for vores krop, så har vi også lært, at de probiotiske bakterier er virkeligt gavnlige for vores hud.

De gode probiotiske produkter sørger nemlig for at holde bakteriefloraen på huden præcis så naturlig, som den skal være. Og det er godt for kroppens største organ, der bare gerne vil have så naturlige præmisser som muligt.

Eksempler på probiotisk hudpleje er bl.a. LACTOClear og Aurelia.

Men vi vil også se flere, der går mindre i bad og vasker mindre hænder, fordi bakterier faktisk er gode for os.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Miild makeup: Nyt, dansk, multifunktionelt og certificeret