8 ting, der er værd at vide, hvis du rejser til Budva i Montenegro

Tre interessante dokumentarer på Netflix, som du vil se

Efter vi er kommet hjem fra ferie, har vi været nogle rigtige “indedyr”.

Vi har bygget med LEGO, ryddet op og set tv. Det har alligevel ikke rigtigt været vejr til at være ude, og vi har lige tilbragt en hel uge med konstant udeliv, så en weekend med indendørshygge har været helt okay.

Jeg har bl.a. nydt at tænde for Netflix, mens sommeregnen har banket på ruden, og jeg har dyrket et par serier samt fundet nogle yderst interessante dokumentarer, som på alle måder er værd at anbefale videre.

Minimalism – A documentary about the important things
Jeg er meget langt fra minimalist. Faktisk ville de fleste nok kalde mig lidt af en samler. Men når jeg endelig får ryddet op og ud i skabe og skuffer, så breder der sig typisk en dejlig ro i mig, som er svær at definere.

Det er den ro og effekt, som dokumentaren Minimalism handler om, og det er utroligt inspirerende at høre mange forskellige menneskers take på, hvordan de har skruet deres forbrug helt ned til kun det, som de rent faktisk skal bruge. De er stået af det typiske amerikanske forbrugstog, som i høj grad også præger de danske forbrugsvaner, og de har på den måde skabt et minimalistisk liv uden ting og sager, som de ikke har brug for.

De har opnået mindre stress, mindre behov for konstant at tænke i penge og færre bekymringer ved kun at eje det, som de har behov for.

Efter at have set den cirka halvanden time lange dokumentar, gik jeg fluks ind i skabet og fandt en kæmpe bunke sko, som jeg ikke så meget som har kigget på i meget lang tid og satte dem til salg på Tradono. Så er jeg da et lille skridt på vejen mod et mere minimalistisk liv …

netflix serier dokumentarfilm urbannotes.dk

What the Health
Dokumentaren What the Health handler om noget helt andet: Nemlig hvordan vores mad faktisk er med til at gøre os syge.

Ja, jeg er, som primært planteæder, nok lidt farvet. Men dokumentaren sætter rigtigt godt fokus på, hvordan vores mad påvirker vores helbred i både en positiv og negativ retning.

Amerikanerne er kendte for at have utroligt mange livsstilssygdomme (cancer, hjertetilfælde, diabetes), som kan kædes direkte til vores kost. Men diverse anbefalinger, kostpyramider og foreninger anbefaler stadig, at de spiser masser af forarbejdet kød og mælkeprodukter. Måske det har noget at gøre med, hvem der betaler gildet?

What the Health er lavet af de samme mennesker som lavede Cowspiracy, og de har involveret en hel masse uvildige eksperter og læger, som er med til at afsløre, hvordan vores kost rent faktisk kan påvirke vores liv i en helt forkert retning – og at penge i høj grad spiller en rolle, når det handler om, hvad vi tror, det er godt at sætte tænderne i for at være sunde.

Ja, What the Health er amerikansk og lidt sat på spidsen. Men den er utroligt interessant og indeholder helt sikkert en god del sandheder, som vi bare ikke vil tage til os.

Chasing Coral
Dokumentaren Chasing Coral var nok den af de tre dokumentarer, som berørte mig aller mest. Den handler nemlig om koralrevet i verdens have, som enten er ved at dø eller allerede er døde.

Et filmhold har sat sig for at dokumentere koralrevets forfald og død pga. global opvarming, og de får fat i fotos, som er meget mere skræmmende, end de nogensinde selv havde frygtet.

Bl.a. besøger de Great Barrier Reef (et rev, jeg selv holder meget af at snorkle ved), og de opdager forfald flere steder.

Samtidigt får man masser af god information og viden om, hvordan koralrev og koraller fungerer, hvilket er genialt, smukt og meget rørende.

Har du en regnvejrsdag til overs, så kan de alle tre varmt anbefales.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 ting, der er værd at vide, hvis du rejser til Budva i Montenegro