Nej, du må ikke få en lillebror, men …
Når man er enebarn, har man langt hen ad vejen kun sine forældre. Man har naturligvis også venner, klassekammerater, andet familie, naboer og andre mennesker i sit liv. Men når man lukker døren til hjemmet, så er man ligesom kun sig selv og sine forældre.
Og når man så samtidigt er meget socialt anlagt, så kan man godt nogle gange savne nogen (andre end ens forældre) at dele hverdagen med.
Det ved Lillemanden alt om. Han er enebarn på godt og ondt, og sådan vil det altid være. Hans forældre har nemlig aldrig så meget som overvejet at sætte flere børn i verden.
I ny og næ er spørgsmålet alligevel kommet op: ‘Mor, må jeg ikke få en lillebror?’, og nej det må han ikke. Det er der mange (personlige) grunde til.
Samtidigt ville en snart 8-årig heller ikke få glæde af en lillebror eller lillesøster, fordi der ganske enkelt ville være for stor aldersforskel til, at man ville have noget sammen. Det ved jeg selv, fordi jeg har søskende, der er en del ældre, end jeg er.
Heldigvis har Lillemanden også været temmeligt fleksibel ift. sine ønsker. For når nu han ikke kunne få en lillebror (som han i øvrigt også kan se ulemper ved – såsom at skulle dele sine forældres opmærksomhed, sit legetøj og skulle lægge ører til gråd og alt det andet, som hører med, når man har en baby i huset), så ville han bare gerne istedet have et kæledyr!
Jeg har egentligt stort set altid selv haft kæledyr, både som barn og som voksen, og jeg har altid holdt meget af dyr og nydt deres selskab.
Men eftersom vi har rejst meget og ofte de senere år, så har vi alligevel lige holdt ønsket om et kæledyr i udstrakt arm. Der skal lægges meget arbejde, tid og nærvær i et kæledyr, og det skal man være indstillet på.
Alligevel har manden og jeg gået og talt i lang tid om, at det faktisk nok var ved at være på tide, at barnet skulle have sit store ønske om et kæledyr indfriet.
Så i søndags, hvor Lillemanden troede, vi skulle et smut i IKEA for at købe skridsikring til vores tæpper, kørte vi istedet ud for at købe en hamster.
Han var helt forvirret over, hvorfor vi pludseligt stoppede et helt andet sted, og da vi stod og kiggede i hamsterburet, forstod han stadig ikke helt, hvad vi skulle. Da det dog gik op for ham, havde han glædestårer i øjnene, og de blev i øjenkrogen resten af den dag.
Nu har Alba, som vores lille albino dværghamster hedder, boet hos os i en uge. Hun er blevet hele familiens lille kæledægge, og jeg er vildt positivt overrasket over, hvor god Lillemanden allerede er til hende.
Hun får så meget opmærksomhed og kærlighed, at hun faktisk allerede er blevet næsten håndtam på en uge, og han er meget opmærksom på, at hendes madskål altid indeholder lækkerier, og buret også ellers indeholder det, som det skal. Faktisk så opmærksom, at han næsten glemmer at tale om Minecraft og Ninjago hele tiden …
Samtidigt har en veninde med en jævnaldrende datter budt ind med, at de gerne passer Alba, når vi skal på ferie, fordi datteren også har sukket efter et kæledyr (eller lillebror) i umindelige tider.
Og eftersom jeg samtidigt slap for at ‘producere’ en lillebror, så er alle glade og tilfredse, og familieidyllen intakt – nu med en sød og pelset plus one i dværg-format.
Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.
Hej
Vi har også et enebarn på snart 13 år – her har en to’er heller aldrig været i scope og selv om jeg ind imellem er ked af at han ikke har nogen søskender, så er jeg personaligt virkelig glad for kun at have et barn.
Han har en alder nu, hvor han så småt løsriver sig fra os og har andre behov end vi kan dække. Det betyder fx et vi det seneste to år har inviteret en ved med på vores sommerferier. Det betyder alverden for ham og for os. Vi er også mere opmærksomme på at åbne vores hjem for kammerater – her er man altid velkommen og vi har altid overskud til det.
Han har også drømt om en hund i mange år, men vi siger nej. Vi rejser også og har lange dage ude af huset + vi vil have vores frihed til en spontan weekendtur. Det kan godt give mig dårlig samvittighed, men det lever jeg med.
Tillykke med hamster, de bliver jo heldigvis ikke så gamle 🙂