Det der med at være drengemor

I går kom jeg hjem fra Aarhus. Jeg var i den smukke kulturby pga arbejde, og fordi jeg var inviteret til at tale til en dag for PR- og kommunikationsfolk fra det jyske. Meget spændende og lærerigt – forhåbentligt for alle parter.

Selvom jeg nyder at være på farten og få noget sjælden alenetid (foran 130 mennesker, der lytter med naturligvis), hvor jeg ikke har en eneste, der hiver mig i ærmet, så savner jeg også altid gevaldigt. Der er derfor også altid stor gensynsglæde, når jeg kommer hjem – uanset om jeg har været væk fra familien i en uge eller blot et par dage.

Og hver gang, jeg kommer hjem igen, så synes jeg, at barnet er vokset! Jeg bliver lige overrasket hver gang, for jeg forlod jo min baby og kommer så hjem til en stor dreng.

Jeg er med på, at han slet ikke er i den nuttede alder længere, og det vil han nok også allerhelst være fri for at være. Men det er lidt vildt at tænke på, at han er på vej over i tween-sektionen i børnetøjsafdelingen, og at han lige om lidt måske ikke vil synes, det er det fedeste at hænge ud med sin mor længere.

Det er faktisk allerede så småt begyndt …

For nogle uger siden nægtede han fx at give mig et ‘møs’, da vi sagde farvel foran skolen. Han smilede bare og sagde: Hej hej, mor! Og så vendte han ellers rundt og styrede direkte mod indgangen til skolen.

Det samme skete forleden, hvor vi skulle sige godnat. Der måtte jeg heller ikke få ‘en møsser’. Og jeg, som ellers har været så priviligeret på den front sammenlignet med faren, som er blevet snydt for den slags i nogen tid efterhånden.

I dag cyklede jeg så forbi en lille flok teenagedrenge. De stod der med deres fedtede hår, urene hud og deres lidt for lange og alt for ujævne babydun på overlæben. Og det slog mig! Det er jo mit barn om nogle år!

Han kommer også til at få bumser i hele skallen (heldigvis for ham har han en mor, der ved en god del om, hvordan man bekæmper bumser, fordi hun har prøvet alt selv …), han kommer til at bruge størrelse 46 i sko, som, jeg sikkert synes, er ustyrligt grimme, og han kommer også til at have utiltalende dun på hagen og overlæben. Og det er altså svært at forholde sig til … For slet ikke at tale om seksualitet, hvilket er en tanke, jeg indtil videre helt slår ud af hovedet, når den rammer mig!

Lige nu er vi der, hvor han (tror jeg) føler, at han kan tale med mor om alt. Jeg er som regel hans ventil og den, som han læsser af på, hvis noget er hårdt, eller der er noget, han spekulerer over.

Men når jeg selv tænker tilbage på, hvor mange hemmeligheder jeg havde for min mor, da jeg var i tween- og teenageårene, så bliver det jo nok ikke ved.

Dog kender jeg heldigvis også mange mødre med teenagebørn, der stadig er fortrolige med deres unger, og som stadig får (måske ikke alt men så) meget at vide.

Og når jeg ser store drenge og unge mænd, der stadig kan sidde ved siden af deres mor på en café eller restaurant og holde om hende og være tæt med hende, så smelter jeg lidt og krydser inderligt fingre for, at det også bliver sådan det er, når han bliver større og næsten voksen.

Det er med at nyde de der barndomsår, mens man kan. Det forsøger jeg at minde mig selv om stort set hver evig eneste dag. Pludseligt er de nemlig væk, og så står man der med et teenagebarn og en ung mand i alt for dyre sneakers i størrelse 45, der drikker Mokai og har spæde dun på overlæben. Og det er altså lige noget, man skal bruge nogle årtier på at forberede sig på, kan jeg mærke.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.