Kan vi lige tale om: Prinser, prinsesser og manden i mit liv

Inden vi blev forældre, smilede vi lidt ad folk, der sagde, at parforholdet blev helt anderledes, når først vores barn kom til verden.

At barnet pludseligt fyldte det hele, og at kærligheden til hinanden ville blive overskygget af vores kærlighed til barnet.

Den slags har man nemlig utroligt svært ved at forestille sig, når man som par har levet i en lykkelig bobbel af kærlighed og tosomhed i adskillige år.

Ikke desto mindre er det jo sandt.

Ja, man elsker stadig hinanden grænseløst. Men når man bliver forældre, så elsker man bare barnet så meget mere, og man vil ofre sin ene arm (og ens partner, hvis nu man endelig skulle) for barnet.

Da vi blev forældre skete der dog også noget andet. Noget næsten kongeligt …

Pludseligt regnede det nemlig ind med lykønskninger fra gud og hver mand. Sådan en ny baby er nemlig noget stort, og den slags bliver bemærket – også af alle dem, som man ikke anede, man kendte.

Mange valgte blot at skrive tillykke og kommentere på, at det blev en dreng, og at han var fin (det var han så faktisk ikke, set i bakspejlet, men i ren og skær forblændelse synes man jo, at sådan en mast lille baby er smuk. Sådan er naturen indrettet – heldigvis!)

Andre brugte dog andre ord: Tillykke med prinsen! Sikken en fin lille prins!

Og allerede dengang studsede jeg noget over ordvalget. Jeg orkede ikke at korrekse folk. Jeg havde travlt med en skrigende baby, overfyldte bleer og mangel på nattesøvn. Men indvendigt tænkte jeg, at jeg på ingen måde havde født en lille prins. Jeg havde født et barn og et helt fint et af slagsen.

Jeg møder stadig utroligt mange “prinser” og “prinsesser” på min vej.

Hver gang et barn op til en vis alder har fødselsdag, skal den lille prinsesse eller lille prins åbenbart fejres og gratuleres.

Hver gang et foto lægges op af afkommet på Facebook, skal det også kommenteres, at nu har den lille prinsesse fået nye sko. Og det stritter lige meget i mig hver gang!

Man kan naturligvis kalde sit barn, hvad man vil, og man kan være helt ligeglad med, hvad jeg mener om det (heldigvis!) Men jeg synes ærlig talt, det er skørt at kalde sit barn prins eller prinsesse.

Jeg er med på, at det langt henad vejen blot er et kælenavn. Men hvorfor ikke nøjes med skat eller søde?

Det kongelige islæt sender, i mit hoved, helt forkerte signaler, og det lægger op til, at barnet har magten, og der ligger noget godt gammeldags “krukket” i ordene, som vi vel ikke vil lægge ned over vores børn?

For ikke at tale om at opdele verden i lyseblå og lyserød, hvilket heller ikke er noget, jeg synes, vi skal proppe ned over vores børn, der i forvejen er udsat så rigeligt for pige- og drengefarver og drenge- og pigelegetøj, selvom jeg inderligt håber, at vores opdragelse anno 2017 er nået længere end dertil.

Jo mit barn er elsket ud over alle grænser af begge sine forældre. Og ja, han fylder meget og betyder alt. Men han er ikke hverken regent herhjemme eller andre steder, og det bliver han forhåbentligt heller aldrig.

Og kongekronen kan han, hvis han er mere end heldig, vinde og gå med en enkelt dag, hvis han slår det sidste bræt ned til fastelavn.