14 dage med komælk og en ny skånsom hudplejeserie til uren hud

Vores rundrejse på Bali

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var med en vis mængde kulørte sommerfugle i maven, at vi satte os i flyet mod Bali en uges tid før jul.

Ikke fordi vi var nervøse for, at det skulle blive en god ferie. Men fordi det at rejse til Bali og dermed Indonesien var så radikalt anderledes ift., hvilke destinationer vi ellers plejer at rejse til, når vi tager på en af de længere ture ud i verden.

Idéen fik jeg dog på Instagram, hvor et par af dem, jeg følger, tilbragte sommeren på Bali.

Det så så dejligt ud, at vi simpelthen begyndte at planlægge, og det endte med endnu en get-away over jul og nytår, hvilket vi jo har gjort en del gange tidligere.

Og nu hvor vi skulle flyve i små 30 timer ud i verden, ville vi gerne opleve flere forskellige aspekter af Bali og ikke kun opholde os ét enkelt sted i de lidt over to uger, som vi endte med at være på Bali.

Derfor kom vi til at rejse rundt – på godt og ondt – på den smukke og alsidige ø.

Som så mange gange tidligere fik jeg en del spørgsmål om ruten og de forskellige destinationer på Bali, hvilket jeg nok skal få samlet nogle mere dybdegående indlæg omkring snarest. I første omgang får du dog en lille beskrivelse af ruten og de tre forskellige destinationer, som vi endte med at udvælge ud af mange …

Og hvorfor så lige de destinationer? Fordi vi ville have en stille og rolig familierejse, som tilgodeså vores alle tres behov – primært dog Lillemandens, fordi han blev slæbt rundt i USA i tre uger sommers primært på sine forældres præmisser.

Derfor var der også rigtig meget strand, pool og stille familieidyl indlagt i programmet for vores rejse til Bali.

Rejsen har vi i øvrigt, endnu engang, planlagt på egen hånd. Med flybilletter, der er sirligt søgt frem på Momondo.dk over en periode med mange cookie-sletninger, og hoteller, der er fundet på Hotels.com.

Ubud er ren afslapning, kultur og spandevis af røgelse. Der er grønt og frodigt og NEJ (!!), der regner faktisk ikke altid - selvom bygerne kan være temmeligt vilde!

// Ubud er ren afslapning, kultur og spandevis af røgelse. Der er grønt og frodigt og NEJ (!!), der regner faktisk ikke altid – selvom bygerne kan være temmeligt vilde!

 

Rundrejse på Bali

Første stop: Ubud
Et af de steder, som vi havde hørt meget om på Bali, er Ubud. En stille og mellemstor by midt på øen, hvor man kan finde alt fra typiske gamle balinesiske templer og små markeder til moderne caféer og kaffebarer.

Byen er måske mest kendt fra “Eat, Pray, Love”-bogen og filmen, hvilket vist nok har fået byen til at blomstre endnu mere som turistdestination – og det selvom byen ligger temmeligt langt fra det strandliv, som mange ellers umiddelbart kunne drages af ved en destination som Bali.

Ubud er en dejlig, hyggelig og ret afslappende by, som byder på rigtigt mange restauranter af forskellige slags samt nogle få butikker og markeder.

Man mærker tydeligt, at Ubud er en turistby – bl.a. på, at de lokale er ret gode til engelsk sammenlignet med de øvrige steder, vi besøgte på og omkring Bali.

Og så har Ubud naturligvis også sin Monkey Forest, som ligger for enden af en af de større veje med både mange butikker og restauranter, og som er et både skræmmende og fascinerende sted, hvor man virkeligt kan få nærkontakt med de små aber på godt og ondt.

Duften af røgelse skal i øvrigt ikke være noget, man går helt i koma over, hvis man vil besøge Ubud. Røgelsen hænger nemlig tykt i luften uanset, hvor man går!

bali-ubud-ferie-rejse-rundrejse-urbannotes-dk

Andet stop: Gili Trawangan
Vi havde hørt og læst så meget interessant om Gili øerne, at vi tænkte, at det var noget, vi måtte opleve. Vi endte derfor, efter en hel del overvejelser og argumenter frem og tilbage, på den største af de tre Gili øer – nemlig Gili Trawangan.

Gili øerne, som ligger lige klos op af Lombok, er dog alle så små, at der ingen veje eller biler er på øerne. Istedet kommer man rundt til bens, på cykel eller med de små hestevogne, som kører én rundt på øen for cirka 50 kr. pr tur.

Det første indtryk af Gili Trawangan var ikke overvejende positivt. For det første var sejlturen derud helt forfærdelig!!

Den lille såkaldte “fast boat” gyngede og dansede så meget på de store bølger, at hele båden nærmest sad med en hel række brækposer foran sig.

I forvejen var vores planlagte rejse til Gili Trawangan blevet udskudt en dag, fordi det blæste for meget til at båden kunne lægge til, hvilket kostede os en af de forudbetalte overnatninger på øen samt en ny overnatning på vores hotel i Ubud. Så man rejser virkeligt på naturens præmisser, når man vælger at rejse derud.

For det andet var øen mange steder fyldt med affald, som var smidt i naturen i store dynger, fordi det ressourcemæssigt nok ikke kan lade sig gøre for de lokale og de erhvervsdrivende på øen at komme af med deres plastikflasker og øvrige emballage.

Efter få dage blev vi dog alligevel lidt forelskede i øen, dens alsidighed, azurblå hav og søde mennesker. Gili Trawangan var nemlig lige det, en lille københavnerfamilie havde brug for som afbræk fra en travl hverdag!

Gili Trawangan er ro, øliv, strande, sol, god mad, søde og imødekommende mennesker og helt rå natur.

En anden gang ville jeg dog nok vælge at flyve til Lombok og så sejle den korte tur videre … Også selvom sejlturen tilbage til Bali var en del mere smertefri, fordi båden var næsten dobbelt så stor.

gili-trawangan-urbannotes-dk gili-trawangan-lombok-bali-rundrejse-urbannotes-dk gili-trawangan-bai-lombok-urbannotes-dk

Tredje stop: Sanur
Vores tredje og sidste stop på rundrejsen på Bali endte med at blive Sanur. Mest fordi vi ikke havde mange dage tilbage, og vi derfor gerne ville vælge en destination, som ikke krævede adskillige timers kørsel til lufthavnen i Denpasar.

Derudover havde vi skelet til, hvor de bedste og mest rolige strande lå i området. Og her faldt valget altså på Sanur, som er den del af Denpasar, som ligger ud mod vandet og dermed stranden.

Heldigvis viste det sig, at Sanur er et dejligt sted at runde sin ferie af, fordi selve området omkring stranden, hvor mere eller mindre alt sker, er utroligt stille og rolig.

Sanur tiltrækker da tilsyneladende også primært voksne mennesker og børnefamilier, hvilket giver en helt særlig og meget rolig stemning.

Derudover er Sanur fyldt med gode restauranter i alle prisklasser, og generelt var Sanur nok det billigste sted, vi var på turen – og det selvom både Ubud og Gili T naturligvis også var utroligt billige set med danske briller!

velvaere-bali-sanur-urbannotes-dk sanur-bali-rundrejse-urbannotes-dk bali-sanur-urbannotes-dk

Se i øvrigt fakta nedenfor i indlægget for yderligere info på flyrejsen og hotellerne.

Rundrejsen på Bali: Fakta

Flyrejsen
Vi endte med at flyve det meste af turen med Turkish Airlines både ud og hjem.

Det fungerede super fint, maden var udmærket, og personalet var ok servicemindede.

Hotel: Ubud
D’Bulakan Boutique Resort Ubud ligger et godt stykke uden for selve Ubud centrum. Men hotellet sørger gerne for transport til og fra centrum flere gange dagligt med privatchauffør.

Restauranten på D’Bulakan Boutique Resort er super god og alsidig, og selve hotellet og de små nærmest lejlighedsstørrelse hotelværelser, man bor i, er i super fin stand.

Personalet er i øvrigt meget smilende og servicemindede!

Hotel: Gili Trawangan
D Wahana Resort er et ganske lille resort med blot 12 små hytter og en reception.

Selvom forholdene er primitive, og både det at gå i bad og på toilettet sker under åben himmel, så er D Wahana Resort alligevel et rigtigt hyggeligt sted, hvor det primært er det rare og jordnære personale på stedet, der hiver det op.

D Wahana Resort ligger midt på øen. Men det er nemt at låne cykler på hotellet. Vil man gå til og fra hotellet efter mørkets frembrud, bør man medringe en lommelygte, da turen ellers bliver mere end mørk!

Hotel: Sanur, Denpasar
Astana Pengembak Suite Apartment & Villa var det største og nyeste hotel, som vi boede på undervejs på turen. Det er tilsyneladende til dagligt et TUI-hotel, hvilket vi ikke vidste på forhånd.

Alle de danskere vi altså ikke havde mødt på den øvrige tur (for det var ikke en eneste!), mødte vi således på Astana Pengembak!

Selvom hotellet kun er cirka 5 år gammelt, var det slidt og misligeholdt, og personalet havde mere travlt med at hive penge ud af gæsterne end at hjælpe dem med ting, som ellers var en del af servicen.

Til gengæld havde stedet en hotelkat, som lige havde fået killinger, hvilket trak gevaldigt op i Lillemandens bog 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

14 dage med komælk og en ny skånsom hudplejeserie til uren hud