Brande i Montenegro - vi er okay

De gode beslutningers sommer

Der er gode beslutninger, og så er der dårlige beslutninger.

Om en beslutning falder i den ene eller anden kategori viser sig altid først i bagklogskabens afslørende lys.

Og heldigvis for det. For hvis vi altid traf de rigtige (gode) beslutninger, så ville livet alligevel være ret kedeligt.

Nogle gange er en beslutning dog alligevel bedre end andre. Og lige nu er vi ret enige om, at vi har taget noget nær den bedste beslutning af dem alle!

img_9709

Det regner i Danmark – igen! Og jeg kan også forstå, det har været koldt – igen!

I foråret tog vi dog en beslutning om, at vi ville rejse væk fra Danmark i løbet af sommeren. Ikke noget fancy, ikke noget vildt.

Men vi havde på fornemmelsen, at det nok ville være godt for alle parter at komme lidt væk. Også selvom Lillemandens sommerferie lige falder i de dyre uger. Og selvom vi regner med (igen) at tage en lidt længere rejse til vinter.

Vi plejer ellers ikke at være så forhippede på at rejse væk i sommermånederne. Det er jo i den tid, vejret er fint i Danmark, så hvorfor overhovedet bruge krudt på det?

Men nu gjorde vi det altså alligevel, og det er da en af de bedste beslutninger, vi har taget i lang tid.

img_9815

Her i Montenegro, hvor vi er, er vejret nemlig super rart! Ikke for varmt og ikke for koldt.

De fleste dage ligger temperaturerne på cirka 30 grader i dagtimerne og cirka 25 grader om natten.

Der kommer en kølig brise i ny og næ og en lille sky. Men det er blot rart i varmen.

img_9732

En anden og virkelig god beslutning, som vi har sat pris på, siden vi trådte ud af bussen fra lufthavnen, er, at vi valgte at opgradere på vores hotel til ferien.

Det havde ellers været nemt at spare lidt på hotellet og istedet bruge den ekstra sum på at spise is og drikke lemonader i varmen.

Men vi forelskede os lidt i et helt nyt hotel hos Apollo, og så var den beslutning ligesom taget!

Og aldrig har vi boet så skønt på en helt almindelig badeferie!

Ikke et ondt ord om charterhoteller. Men vores hotel er i en helt anden liga.

Det er for det første et meget nyt hotel. Men det er også top moderne, indrettet på aller fineste vis, og så er her rent og pænt.

Det hele er (selv efter danske standarder) temmeligt fancy.

img_9736

Der er service på, maden er god og af høj standard, og så er det bare smagfuldt som bare pokker med tjenere i snorlige hvide skjorter, rengøringsdamer, der mopper og tørrer alt af hele tiden, og med lækker indretning med Grohe armaturer og Geberit toiletter.

Her er ikke så mange børn, man kan lege med. Men til gengæld er poolen så lille, at man ikke kan komme så langt væk fra sine forældre, end at man hele tiden kan råbe dem op med nye ideer til lege.

I øvrigt er her spa. Så jeg overvejer lige, om jeg skal lave en hattrick og tage endnu en god beslutning og få foretaget den tiltrængte ansigtsbehandling, som jeg desværre har udskudt alt for længe.

Det ville nok være en af de rigtigt gode beslutninger til samlingen. Særligt nu, hvor vi forhåbentligt tager det gode vejr med hjem til Danmark lige om lidt 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brande i Montenegro - vi er okay