Sommetider er syv minutters timeout alt, hvad der skal til

Hvis ikke danske medier skal løfte dansk mode, hvem skal egentligt så?

Skulle det være gået din næse forbi (nok næppe, hvis du bor i eller omkring København eller kigger bare lidt med på Instagram), så er det modeuge i København.

Det er en begivenhed, som jeg har taget del i i flere år, end jeg lige umiddelbart har lyst til at tælle, og som jeg har dækket redaktionelt på de forskellige medier, jeg har været en del af over de seneste mange år.

De første par år deltog jeg meget i modeugens modeshows, sippede champagne og stod i kø foran diverse venues, mens min mave skreg af sult, men kun fik champagne, fordi jeg havde for travlt til andet.

Siden opdagede jeg messerne, og tog fri i adskillige dage for at nå både shows og messer, hvorefter jeg lagde mig fladt ned i to dage for at pleje mit introverte jeg og mine trætte fødder.

De seneste år har jeg mest bevæget mig rundt på messerne og primært børnetøjsmodemessen.

Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for voksenmode og ikke kan finde ud af at formidle den (tværtimod), men fordi jeg har måttet prioritere min tid, og jeg har inviteret til flere ting på messen for børnemærker, og min lidt mere knappe tid derfor naturligt har været koncentreret der.

I år havde jeg på forhånd valgt, at jeg kun kunne afsætte en dag til modeuge, selvom den varer tre dage denne gang og derfor teknisk set slet ikke er en uge.

Der var en masse søde og, ikke mindst, dygtige udstillere på børnetøjsmessen, der havde inviteret forbi, så det blev endnu engang der, jeg valgte at bruge min tid og fik seje indblik, en masse tendenser og gode snakke om nyheder til efterår og vinter 2018 i gemmekassen, som jeg glæder mig til at formidle om et halvt års tid.

Det blev bl.a. til inspirerende stop hos The New She and Him, Kids by Kisse, Gro, Roots and Wings, Nordic Label, Small Rags, Knast by Krutter, MarMar Copenhagen og mange flere, som alle har både små og store nyheder at byde på om et halvt års tid.

Kids by kiss urbannotes.dk riff kids

// Kids by Kisse er noget af det mest charmerende: En familiebusiness, hvor børnene har tegnet printene, og mor designer tøjet. Tasken er en af de utroligt fine nyheder, som Kisse-fans har i vente.

For mig har modeugen altid handlet om tendenser og en ubehagelig trang til at vide ting før de fleste andre. Muligheden for at være et skridt foran, suge tendenser til sig og for at høre tankerne bag kollektionerne, som man jo desværre ikke får med, når man klikker en ny bluse hjem fra en webshop.

Derudover er jeg typen der, når det handler om børnemode, faktisk køber tæt på 90 pct. dansk børnetøj (suppleret med lidt af det svenske, som alle andre …) Lillemanden kommode er derfor proppet til randen med netop de ovenstående mærker.

Af samme grund bliver jeg også en anelse forbløffet, når jeg finder ud af, at den danske modeuge selv åbenbart prioriterer de danske medier mindre og mindre. Det er sket gradvist over de seneste år, hvor der er blevet hakket en hæl og klippet en tå ift., hvad man har gjort fra modeugen side for, at de danske medier skulle dukke op.

Nordic label riff kids modeuge urbannotes.dk

// Et lille kig hos Nordic Label, som laver noget af det bedste basistøj til børn, man kan komme i tanker om.

Istedet har der været fokus på de udenlandske medier, som åbenbart er bedre til at formidle dansk mode end alle os, som går op og ned ad det til dagligt, har dialogen med mærkerne løbende henover året, og som faktisk kender mange af de enkelte mærkers DNA helt ned til den mindste celle, fordi vi trofast har fulgt med fra mærkernes spæde start.

Naturligvis skal dansk mode OGSÅ formidles til udlandet. Ingen tvivl om det! Så selvfølgelig skal de udenlandske medier have VIP status, så alle de seje danske designs kan blive formidlet til det store udland og for alvor kan tage fart. Men kan jeg så i det mindste ikke stadig få IP status?

Jeg ved godt, at det måske, i nogle menneskers ører, kan lyde forkælet. Men når jeg personligt kommer til messe for at gøre et stykke (i øvrigt gratis) arbejde for en messe og de mærker, som har betalt i dyre domme for at være på messen, så forventer jeg også, at jeg bare bliver taget imod med en lille smule venlighed, måske en lille helt ydmyg mulighed for at spise lidt frokost på ‘husets regning’ og et ‘fedt at se dig’. Istedet følte jeg, at jeg blev taget som en selvfølge, der kunne komme eller ganske enkelt lade være.

Men hvis ikke også danske medier skal formidle dansk mode, som de fleste af os elsker så højt, så forstår jeg det ganske enkelt ikke? Jeg er i hvert tilfælde ikke sikker på, at det for mit vedkommende, kommer til at foregå som tidligere længere. Men det har jeg jo heldigvis et halvt år til at overveje …

Hvis jeg dog skal stoppe mig selv i en tankestrøm, som har spøgt i mit hoved siden i går formiddag og har villet ud, så kan jeg afsløre så meget som, at det bliver det bliver en utroligt fin, farverig og lækker efterår- og vintersæson 2018 i børnemodeland!

Jeg glæder mig bl.a. til en hel del rødt til drengene, store nyheder hos bl.a. Lil’ Boo, der er så dygtige til kasketter, og uldmærket Roots & Wings, som også kommer til at lave cool kvalitetsuld til de større børn. Men naturligvis også hos mange flere!

Alle favoriterne fra messen ligger som rodede noter og stakkevis af billeder på min telefon klar til at blive formidlet om et halvt års tid. Til den tid er jeg forhåbentligt også ovre min forbløffelse. Men lige nu måtte den bare ud.

Er du forresten typen, der allerede er ved at brække dig over modeuge, så kan jeg fortæller dig, at hele gildet er slut efter i morgen, hvor verden (aka. København) igen bliver sig selv, og jeg forhåbentligt atter har fået min finger ud af min navle.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommetider er syv minutters timeout alt, hvad der skal til