6 simple tips til sommerklar fødder

Opskrift: Nemme madbrød på 5 minutter

Når jeg er i køkkenet, må det gerne være nemt. Lækkert, sundt, baseret på gode råvarer – og nemt.

Det behøver da heller ikke at kræve forberedelser på en halv dag at lave noget rart og lækkert.

Da jeg forleden skulle lave en chili sin carne (eller bare chili, som vi kalder den herhjemme), var der godt nok lige nogle kidney bønner, der skulle stå i blød i køleskabet og efterfølgende koges i en lille times tid. Men bortset fra det tager det jo ikke lang tid at lave.

Dog fandt jeg ud af, at vi manglede noget brød til at sidde og snaske rundt i chilien med. En chili er ikke det samme uden brød. Så der måtte tænkes hurtigt, da chilien allerede simrede på komfuret.

Derfor blev det til helt enkle madbrød, der kun tog cirka 5 minutter at lave, og som faktisk kun kræver i alt fire ingredienser, som alle vist altid har i køkkenet.

De små pandestegte madbrød blev så gode, at jeg tænker, det bliver tilbehøret til både fremtidige chilier, salater, supper og lignende, som trænger til lidt kulhydrat på siden.

Har du altså fem minutter og fire ingredienser i køkkenet, så er her opskriften.

madbrød grove pandebrød opskrift brød urbannotes.dk

Lette madbrød på panden på 5 minutter

Du skal bruge:
– Mel (cirka en stor kopfuld)
– Vand
– Olivenolie
– Salt

Sådan gør du:
Hæld cirka en kopfuld mel (jeg brugte både fuldkornshvedemel og pizzamel hver for sig for at prøve mig frem) i en skål.

Dryp stille og roligt koldt vand ned i melen med den ene hånd, mens du ælter let med fingerspidserne med den anden. Bliv ved, indtil melet er æltet ind i vandet og til, du har en lind masse, du kan arbejde med, men som ikke er for klistret. Føl dig frem.

Tag en lille klump dej på størrelsen med en håndfuld, drys mel på bord og hænder, og gør din dejklump helt flad. Så flad, som du kan.

Sæt nu fut under en pande med olivenolie, læg din flade dej på panden, og drys med salt. Lad madbrødet stege på panden i cirka 1 minut på hver siden eller til, det er sprødt. Gentag med de øvrige brød. En kopfuld mel giver cirka 3-4 madbrød.

I øvrigt kan jeg ikke rigtigt afgøre, om brødene blev bedst med pizzamel eller den grove hvedemel.

Jeg hælder nok mest til den syndige hvide, mens manden mente, at begge dele smagte lige godt.

Barnet havde valgt at spise hotdogs med underboen i haven, så han må komme med sin mening næste gang. Helt almindelig hvedemel kan dog helt sikkert også sagtens bruges til de små madbrød.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 simple tips til sommerklar fødder