Vores rute i Florida

Opskrift: Vegetariske grøntsagswraps i fad

Vi er halvvejs gennem januar, og jeg har været hjemme fra ferie i halvanden uges tid. Men jeg er allerede lidt idéforladt, når det handler om at finde på i køkkenet!

Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide at lave mad. Men når man har en travl hverdag og gerne skal lave et nærende, interessant, mættende og lækkert måltid på 30 minutters tid i hverdagen, og det oven i købet skal opfylde hele familiens behov til smag (og den er meget forskelligartet hos de herrer, jeg deler bolig med, skulle jeg hilse at sige), så løber jeg bare lidt tør for gode idéer, og jeg ender med at lave de samme 10-12 hofretter, som, jeg ved, ryger lige ned i mavesækken med behag, gang på gang

I aften skal vi have wraps … Igen! Det er en klassiker, som vi laver et par gange om måneden i forskellige afskygninger, fordi det ofte er hurtigt, nemt og er noget, som alle spiser med velbehag. Typisk varmer jeg grønt og fx bønner ved siden af wrapsene og snitter nogle friske grøntsager og salat, og så fylder vi ellers selv hver vores pandekage med det, vi har lyst til. Det er den hurtige variant.

Når jeg dog skal lave wraps lidt ekstra lækre og til en decideret ret, så laver jeg dem i ovnen med masser af grønt og lidt syndig ost på toppen.

Samtidigt med at det smager godt, så er det også en nem måde at tilføje nogle gode plantebaserede proteiner i form af lækre bønner, som jo nærmest er et must, når man spiser madpandekager med tomater, majs og, naturligvis, masser af bønner!

vegetariske wraps I ovnen urbannotes.dk

Skulle du være der, hvor du også savner lidt inspiration til en sund og ultra nem aftensmad, der, som bonus (synes jeg!), er vegetarisk, så skal du stjæle idéen til vegetariske wraps tilberedt i ovnen. Pandekagerne bliver lige 68 pct. mere interessante, når de har været en tur i ovnen. Og hvis du vil nyde retten vegansk, så undlader du blot osten eller køber en vegansk mozzarella – easy peasy!

Apropos, så forsøger jeg at leve tæt på vegansk for tiden. Men lige osten kan være svær at undvære i køkkenet, synes jeg. Så jeg er i gang med at teste at bruge gærflager og vegansk udgaver af ostene i forskellige retter. Indtil videre går det egentligt meget godt. Men lige mozzarella er jeg endnu ikke stødt på en rigtig velsmagende vegansk variant af – desværre.

vegetariske wraps I ovnen urbannotes.dk
vegetariske wraps I ovnen urbannotes.dk

Opskrift: Vegetariske grøntsagswraps i fad

Du skal bruge:

4 tortillawraps
2 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 ds sorte bønner
50 g frisk babyspinat
1 ds majs
2 brikker hakkede tomater
1 kugle frisk mozzarella
1 spsk oregano
1 spsk paprika
Salt og peber
Olivenolie

Sådan gør du:
Hak løg i mundrette størrelser, og brun dem på panden i olie, til de er bløde. Tilsæt så oregano og paprika, og rør det hele sammen.

Tilsæt bønner uden væske, og lad dem stege lidt, inden du tilsætter en ekstra sjat olie, babyspinat og majs. Når spinaten er faldet sammen, tilsætter du de hakkede tomater og evt. lidt vand.

Lad retten simre ved svag varme i 5-10 minutter, og smag til sidst til med salt og peber.

Tag et ildfast fad med plads til dine wraps i bredden (de må gerne stikke lidt op over kanterne i hver side). Læg den første wrap i enden, fyld den med sovs, og luk den. Det gør du tre gange mere med de øvrige wraps. Til sidst dækkes de alle med den resterende sovs og med frisk mozzarella.

Sæt fadet i ovnen i 20 minutters tid ved 180-200 grader, til osten er gylden. Server evt. med lidt koriander, bredbladet persille eller andet grønt på toppen.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores rute i Florida

Conni Lagergreen Schmidt
Et lille drys sundhed, en tsk hverdag, en knsp rejser og verden, en hel liter plantebaseret københavner-familieliv tilsat lidt sko-kærlighed og et drys god læbepomade, og så har du Urban Notes. Der bliver altid sat mange ord på, og læserne skal gerne tage en virtuel goodie bag med sig, som enten har gjort dem klogere, nysgerrige eller underholdt.
urbannotesdk@gmail.com