På pingvinjagt på Phillip Island

Når mørket falder over Phillip Island, kommer verdens mindste pingviner op ad vandet og følges i flok op til deres reder på land.

Vi havde faktisk allerede planlagt en tur til Phillip Island i forbindelse med vores sidste tur til Australien og Melbourne, men fordi vi valgte at slappe af på fastlandet og brugte en del tid på at nyde Great Ocean Road, blev Penguin Parade på Phillip Island aldrig til noget.

Denne gang tog vi dog revanche! Vi bestilte simpelthen et hotelværelse i Cowes hjemmefra og holdt jul på Phillip Island. Det betød også, at vores juleaften faktisk blev tilbragt i selskab med de meget små og meget hurtige pingviner midt i mørket.

Da vi ankom til Cowes efter en noget blæsende tur på en lille færge fra Stony Point et par timers kørsel fra Melbourne, lød beskeden i første omgang, at der ikke var nogen ture fra Cowes til Penguin Parade på den anden side af øen. Vi måtte derfor alliere os med en taxa, som kørte os fra Cowes til “The Nobbies”, hvor pingvinerne bor, tidligt på aftenen.

For mig ville det give mening, hvis taxaerne så holdt ude foran centeret, som man skulle igennem i forbindelse med Penguin Parade, når hele naturfænomenet igen var slut. Men den rare taxachauffør forklarede mig, at det skulle vi nok ikke regne med. Heldigvis stak han mig dog sit private nummer, så vi kunne ringe efter ham, når de små pingviner engang var færdige med at vandre op ad stranden. Samtidig fandt vi ud af, at langt størstedelen af de besøgende til paraden var folk, der kørte med bus fra Melbourne og retur. Hmmm … Men der kom vi jo fra!

Taxaturen tog rundt regnet 20 minutter, og vi ankom til et turistmekka uden lige! Der var shop og underholdning og flat whites og popcorn til overpriser! Samtidig var hele Kina samlet i hallen, som man skulle igennem for at få sine billetter tjekket. Okay … Som udgangspunkt ikke det, jeg havde forventet af min “wildlife experience”.

Vi fik dog, som de fellow turister vi nu engang var, forsynet os med flat whites, varm te og popcorn, og turen gik dernæst ud i mørket og kulden og ud på stranden, hvor pingvinerne skulle ankomme inden længe. Der var, viste det sig, da jeg havde skudt et par fotos (uden blitz!) af små ventende babyminipingviner, nul fotografering. Og så røg både kamera og iPhone naturligvis i lommen igen.

Sammen med rundt regnet 1.000 andre turister blev vi bænket på en tribune, så vi havde udsyn til det show, som skulle foregå for næsen af os. Men pingvinerne lod vente på sig. Pludselig dukkede der dog en lille flok pingviner op i vandkanten og begyndte at traske op af stranden. Kort efter kom endnu en flok. Og så en mere. Flere hundrede pingviner traskede rundt i sandet og op forbi tribunerne, som var pakket med mennesker, og som i højere og højere grad havde svært ved at tie stille og bare nyde udsigten.

Flere af turisterne forstod tilsyneladende ikke engelsk. For vi var ellers venligt blevet bedt om at forblive siddende. Men adskillige begyndte at rejse sig og gå tilbage mod centret, så de kunne følges med pingvinerne og tage billeder, mens medarbejderne ikke så på. Det ødelagde naturligvis hele oplevelsen lidt for alle os, som sad i stilhed og ville nyde pingvinmarchen, mens vi frøs vores numser af – specielt forældrene, som ikke havde været så fornuftige som Lillemanden, der havde taget en vindtæt jakke med på turen.

Efter en times tid var alle pingvinerne hoppet ud af bølgen blå i mørket, så vi rejste os og gik, lettere skuffede og også en smule gale på vores medmennesker, tilbage mod centeret og ringede efter vores rare taxachauffør, der kørte os tilbage til hotellet til lyden af Lillemandens snorken.