Vores budget: Så meget kostede to måneders rejse i New Zealand og Australien

Opskrift: Smoothie bowl med banan og kakao

Alt i alt har det været en knap så opløftende weekend. Den startede med, at jeg skulle betale en god sum tilbage i skat. Og fem sekunder efter, at jeg har bandet mine evner til at opdatere mine skattemæssige forhold korrekt, går jeg i køleskabet for at dulme min skuffelse med et stykke chokolade, fordi chokolade jo, som bekendt, hjælper på alle sorger.

Vi har altid chokolade liggende på køl, fordi jeg bedst kan lide, at det er lidt koldt og hårdt. Det smager bare bedre. Men da jeg tygger i mit stykke Guldbarre, synes jeg godt nok, at det er lidt hårdere end normalt, og det er næsten umuligt at tygge i.

Det viser sig da også hurtigt, at det slet ikke er hård chokolade, jeg står og tygger i, men simpelthen et stykke af min kindtand!

Lang historie kort: Det endte med en akuttid hos tandlægen, en plastikfyldning og en tandlægeregning på over 2.500. På alle måde bare AV!

På grund af tanden har jeg også været på flydende eller let-tyggelig føde hele weekenden.

Jeg har ganske enkelt ikke kunnet tygge i min venstre side, som først havde et gabende hul der, hvor der engang sad en halv tand og efterfølgende bare er utroligt ømt.

Smoothie bowl banan og kakao urbannotes.dk opskrift.

Hvis man dog skal se på den positive side af det hele, så var det samtidigt en kærkommen lejlighed til at kaste mig over et projekt, som jeg satte mig for, da vi var ude at rejse. Nemlig at lave flere (og mere interessante) smoothies bowls herhjemme.

Her i hjemmet elsker vi nemlig alle tre en god smoothie bowl til morgenmad (fordi det smager som en dessert, som det er ok at spise som dagens første måltid), men det bliver hurtigt frygteligt dyrt, hvis vi skal spise dem ude i byen. Samtidigt har jeg samlet masser af inspiration til nye lækre varianter på rejsen, fordi vi spiste ganske mange smoothies bowls undervejs på turen (til priser, der er væsentligt anderledes end dem, man finder i København …)

Det fede ved smoothies bowls (udover at det smager dejligt og indeholder lutter gode ting) er, at det er utroligt nemt at lave, og ofte har man mange af ingredienserne i skabet, køleskabet eller fryseren allerede.

Fx har vi altid en pose med bananer i skiver liggende i fryseren, fordi der bare altid er en banan til overs, som ingen gider at spise, fordi den er blevet for kedelig og for moden. Den ryger i posen i fryseren, og på den måde har vi altid frosne bananer til fx smoothies og smoothie bowls.

På rejsen fik vi dog flere gange en banan og kakao smoothie bowl, som smagte ganske himmelsk, og som jeg derfor kastede mig over at lave i morges. Det smagte så dejligt, at jeg næsten glemte, hvor ondt jeg havde i tanden, og hvor meget jeg gruede for tandlægeregningen. Men også kun næsten.

Det er godt nok endnu lidt til den kølige side at spise smoothie bowls til morgenmad. Men gem endelig opskriften til en lun og rar forårsdag, hvor sådan en kold herlighed for alvor kan komme til sin ret. Eller tag en dyne omkring dig, når du spiser den på en regnfuld dag i marts.

Se desuden min opskrift på smoothie bowl med bær og acai her, samt min opskrift på acai bowl lige her, hvis du har mod på mere.

Opskrift: Smoothie bowl med banan og kakao

Når man skal lave smoothie bowls er det generelt en rigtig god ide med en højhastighedsblender.

Der skal simpelthen lidt muskler til, når sådan en kold masse skal blendes helt sammen. Alternativt kan man putte lidt af ingredienserne i blenderen ad gangen, så man ikke ender med, at der er klumper i bowlen.

Du skal bruge:
– Frosne bananer
– En god kakaopulver
– Havremælk
– Tørret kokos
– Bær
– Granola
– Peanutbutter

Sådan gør du:
Det er ret nemt. Blendt bananer og kakaopulver sammen med en smule havremælk i din blender. Vær gerne en smule generøs med kakaopulveret, og brug desuden gerne den lidt tykkere havremælk. Mandelmælk eller lignende kan også bruges.

Tilsæt kun lidt mælk ad gangen, da du ikke vil have, at bowlen skal blive for flydende. Konsistensen skal helst være, så du kun lige kan få massen ud af blenderen med en spartel. Den skal nok smelte langsomt, inden du serverer den.

Hæld din smoothie bowl i en skål, og pynt med det, du bedst kan lide.

Til denne smoothie bowl passer det fx godt med kerner eller nødder, granola, banan, peanutbutter og kokos samt en lille smule søde bær. Men der er fri leg med alt, som du kan finde i skabe og køleskab. Og det er helt tilladt at være kreativ.

Velbekomme!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

2 kommentarer

  • Uhm, dem spiste jeg mange af i sommers – det er altså bare rocker godt. Kan dog ikke rigtig blive ordentlig mæt, men som et supplement til skrammelæggene til morgenmad eller til mellemmåltid er jeg stor fan 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Det er simpelthen også så dejligt! Særligt i varmt vejr. Og selvom det måske ikke mætter som en omgang havregrød, så synes jeg alligevel, det lægger en god bund, hvis man sørger for noget granola eller mysli på toppen 🙂 PS: Hæhæ til “skrammelæg” …

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores budget: Så meget kostede to måneders rejse i New Zealand og Australien