2017: Endnu et godt rejseår

Forskellen på BB cream, CC cream og DD cream og lidt om, hvordan du vælger de bedste bogstaver til din hud

Forleden blev jeg spurgt, om jeg ikke havde et godt tip til et makeupprodukt til ansigtet.

Mit kontra-spørgsmål gik på, om vedkommende var til foundations, BB creams, CC creams eller måske blot en dagcreme med lidt farve i?

Vedkommende skrev forvirret tilbage: Øhm … Hvad er forskellen?

Og deraf dette indlæg.

Efterhånden findes der nemlig ret mange måder, hvorpå man kan få ensartet sin kulør i ansigtet og få dækket evt. urenheder eller ujævnheder, og det kan være lidt af en udfordring at stå der foran metervis af makeup og prøve sig frem mellem produkterne.

Og det er heller ikke bare, fordi BB cream kom først, at vi følger alfabetet, når det handler om BB, CC og DD cream. Der er nemlig faktisk forskel.

 

BB cream:
De to B’er i BB cream er en forkortelse for ‘blemish balm’.

BB cream blev i sin tid opfundet i Asien, hvor den oprindeligt kom til verden som en dækkende creme med lysnende egenskaber.

Den BB cream, som vi dog kender i dag, er istedet som regel tyndere og mindre dækkende end en foundation og indeholder ofte fugtgivende egenskaber samt solfilter – og måske endda også antioxidanter.

Man kan derfor, kort fortalt, sige, at en BB cream er en lettere og mindre dækkende foundation med plejende egenskaber.

En BB cream vil derfor også ofte være særligt god til normal til tør hud.

CC cream:
Efter den massive succes med BB cream, kom CC cream til verden. Jeg kan stadig huske den første CC cream, der dumpede ind ad brevsprækken. Det var meget spændende!

CC cream står for ‘color correcting’ cream, hvilket dækker over produkter, der går ind og målrettet camouflerer fx rødme i huden, så huden ser mere ensartet ud i farven.

Mens en BB cream således er en lettere udgave af en foundation, så vil CC cream ofte gå ind og gøre hudtonen lysere. Desuden er en CC cream som regel karakteriseret ved at være lettere i konsistensen end en BB cream.

Om man foretrækker det ene eller andet er individuelt. Og evnerne for den enkelt BB cream eller CC cream vil også variere meget fra mærke til mærke.

Men det er ikke, fordi der er vild og markant forskel på, hvad en BB cream og en CC cream gør.

CC cream vil dog ofte være god til fedtet og/eller uren hud.

DD cream:
Efter succeshistorien med BB cream og CC cream måtte der naturligvis også komme en DD cream.

Man kan godt få den tanke, at DD cream kun kom til verden for at tage det næste bogstav i alfabetet i brug.

De to D’er i DD cream står for ‘Daily Defense’ eller ‘Dynamic Do all’, og bag D’erne gemmer der sig en lettere creme, som lysner huden, og som også ofte indeholder anti-aging ingredienser. Desuden indeholder DD cream også rigtigt ofte solfilter (men det gør mange BB og CC creams efterhånden også).

Vil man gerne have solfilter i sit makeupprodukt, kan det være DD cream-hylden, man skal kigge i (omend et makeup-produkt aldrig helt kan give den optimale beskyttelse mod solens stråler, når det står alene.)

Foundation:
Men hvad så med den gode gamle foundation? Har den slet ikke længere nogen eksistensberettigelse?

Og jo, det har den, hvis du spørger mig, bestemt!

Jeg synes, en foundation er nemmere at mikse til den helt rette hudtone (BB, CC og DD er mere delt op i grupper: Meget lys, lys, mellem og mørk, mens foundations ofte findes i et utal af farver).

Vil man desuden have rigtigt god dækkeevne, så er det også stadig en foundation, som giver det bedste resultat.

Og hvis man ikke synes, en foundation giver et fejlfrit nok resultat, så kan man altid bruge en primer under. På den måde er det nemmere at få et jævnt og pænt resultat.

I øvrigt fik jeg svaret vedkommende bag den søde mail, som startede det hele, med nogenlunde samme (omend lidt kortere) info. Og jeg satser på, at hun gik ud og fandt lige netop det makeupprodukt, som hun allerhelst ville have til sin hud 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2017: Endnu et godt rejseår