Los Angeles: Der er en første gang for alt

I alt knap 48 timer nåede jeg at være i Los Angeles.

Præcist som jeg havde forventet, var det et par travle dage, hvor informationsstrømmen var kraftig, antallet af mennesker, man mødte for første (og nok og sidste) gang, stor, og graden af oplevelser helt i top.

Sådan er det med presseture.

Man bliver fragtet rundt til alt det, som man skal opleve, og man får nye indtryk, bliver fyldt op med information og møder fede mennesker, der bliver en del af de minder, man får med sig hjem.

48 timer er heldigvis ikke nok til at få jetlag. Så mit indre ur er stadig på dansk tid. Og selvom jeg først rejste tilbage i tiden og sidenhen frem for blot at være efterladt med en massiv træthed i hovedet, ryggen og benene, så var Los Angeles og hele oplevelsen med Disney Junior hvert et sekund og de i alt mere end 24 timers rejse frem og tilbage mere end det hele værd.

Los Angeles var fantastisk og fyldt med et mylder af helt nye oplevelser, som har været med til at gøre turen helt unik for mig.

Det viste sig nemlig, at på blot få dage kan man opleve utroligt mange ting for første gang i La-La Land …

Der er en første gang for Los Angeles
Indtil for blot få dage siden var jeg faktisk Los Angeles-jomfru.

Jeg var været i San Francisco, New York, Philadephia, Washington DC og flere andre steder i USA. Men fordi min kære bedre halvdel aldrig har haft lyst til LA, og sønnike stadig er en anelse for ung til, at jeg synes, jeg vil tage ham med på så lang en rejse alene, så er det aldrig tidligere blevet til en tur til LA.

Og for at være ærlig, så har byen heller ikke stået øverst på listen over destinationer, jeg bare skal krydse af, inden jeg dør. Men jeg kan sige så meget som, at jeg nu, hvor jeg har været i omegnen af LA, så er det bestemt ikke sidste gang, jeg rejser derover!

Der er en første gang for at flyve så langt med Norwegian
Jeg fløj t/r til Los Angeles med Norwegian. Som udgangspunkt var jeg en smule spændt på, hvordan det ville være at rejse så langt med et lavprisselskab.

Det var da heller ikke på nogen måde luksus, og intet andet end dit sæde er med i prisen. Så det er lige om enten at have fyldt tasken med nødder, vand, et tæppe og høretelefoner, hvis man vil slippe for at betale for dette.

Benplads og komfort var dog som på monkey class ved stort set alle andre flyselskaber, jeg har fløjet langt med, og hvis man skulle gå hen og blive sulten eller tørstig, så kan man blot bestille mad, drikke og snacks på ens skærm, køre sit kreditkort og siden få bragt sin bestilling ned til sædet. Det er udbringning på sky-plan, og det fungerer helt okay.

Ved en længere flyrejse end de ti timer havde jeg nok foretrukket et andet flyselskab med en tand mere forplejning, udlevering af hyggesokker, tæppe og pude. Men for en cirka ti timers rejse fungerede det helt okay!

Der er en første gang for holde så meget i bilkø
En køretur fra lufthavnen i LA og til hotellet i Burbank kunne tage 25 minutter, hvis det ikke lige var, fordi LA jo er et trafikcirkus uden lige, og det derfor tog knap to timer!

Heldigvis var min chauffør, der mødte mig med skilt og det hele i lufthavnen, en super rar græsk fyr, der fik fortalt mig lidt om byen, som jeg var landet i, og som derfor stod for rigtig fin underholdning, når nu man skulle sidde i verdens vildeste bilkø på LA’s motorveje i en luksuriøs SUV med privatchauffør.

Generelt er det åbenbart myldretid mere eller mindre døgnet rundt i LA, så alt tager lang tid at køre til og fra. Det eneste tidspunkt, fik jeg oplyst, hvor man ikke holder i en sneglende kø hele vejen, er mellem kl. 10 og 11 om formiddagen, hvor trafikken åbenbart glider bare en lille smule.

Men i LA er man mere end vant til køerne, og man tager åbenbart med kyshånd imod den ene bilkø efter den anden, hvis bare man slipper for at gå selv den mindste afstand eller at tage offentlig transport. 

I øvrigt kører 99 pct af de medtrafikanter, man møder, i utroligt store biler helt alene. Ja ja, rygtet om CO2-kvoterne er åbenbart ikke nået til LA endnu … Måske man i stedet skulle fortælle dem om trafikosens dårlige indflydelse på huden. Så kunne det være, man kunne få ørenlyd.

Der er en første gang for at møde en vaskeægte instruktør
Men nu var det jo heldigvis ikke for at sidde i en trafikprop og tænke mit, at jeg var inviteret til Los Angeles.

Det var for at komme behind-the-scenes på en helt ny Mickey Mouse produktion til Disney Junior. Og jeg skal da lige love for, at det var en vild oplevelse alene at være på Disneys kontor i Burbank i Los Angeles!

Noget af det vildeste var nok at sidde over for de utroligt søde herrer, som står bag produktionen af den nye serie (men også Mickey Mouse Klubhus, Jake og piraterne og mange mange flere) og tale med dem om deres arbejde og om, at jeg har en søn herhjemme, som er utroligt stor fan af mere eller mindre alt, som de har lavet over årene.

Jeg endte da også med at få en invitation til at “kigge forbi”, hvis nu sønikke og jeg var i nærheden i LA en anden god gang, for så skulle den evigt trofaste Mickey Mouse-fan da have en rundvisning lige der, hvor Mickey Mouse og alle de andre fantastiske karakterer får skrevet og animeret deres historie fra ende til anden.

Der er første gang for at være en del af en voice recording
Som om det ikke var nok at sidde over for to vaskeægte instruktører, der har lavet så mange fede ting, som børn derude elsker, så var jeg også så heldig at opleve en stemmeoptagelse til nogle af afsnittene af den nye Mickey Mouse-serie.

Jeg har været vidne til en del voice recordings i mine år i radiobranchen, og jeg har sågar selv været del af nogle af dem. Men jeg har aldrig siddet bag skærmen og set en film, der allerede er animeret, blive indtalt. 

Men det har jeg nu!

Der er en første gang for at praje en Uber
Jeg bliver aldrig typen, der bare kan sidde i en taxa og slappe af og ikke konstant sidde og stirre på taxameteret og på, hvordan det tikker mine hårdttjente penge væk, mens jeg bare sidder på min flade.

Og jeg kan da lige forestille mig, hvilken anspændthed der ville sprede sig i min krop, hvis jeg skulle sidde i en bilkø i LA, mens taxametret bare rullede derudaf!

Derfor endte jeg med, for allerførste gang i hele mit liv, at tage en Uber, sgu!

Egentligt ville jeg til Santa Monica Beach for at opleve det. Men pålidelse kilder (aka Google) fortalte mig, at det nemt kunne tage et par timer at køre derud i taxa, og at det kunne koste mellem 70 og 90 dollars pr vej.

Santa Monica blev det altså ikke, da jeg havde ret begrænset fritid i LA, inden jeg igen skulle sidde på en flyver … og i øvrigt også begrænsede midler, som jeg ikke ville fyre af på at sidde stille i en bil på en motorvej.

I stedet valgte jeg at tage den korte tur ind til Hollywood fra Burbank. Og nu jeg var i gang med at undersøge priser og ruter, så dukkede Uber op som et alternativ, der var rundt regnet en tredjedel af den pris, som en taxa ville koste. 

Jeg fik hentet app’en og endte med at vente i tre minutter foran mit hotel, inden jeg blev samlet op af en rar italiensk fyr, der kunne fortælle mange historier om det forfærdelige amerikanske køkken og om, hvordan han dagligt led en lille kulinarisk død i sit italienske hjerte. En hyggelig køretur på en halv time kostede mig i alt 8 dollars.

Da mit ophold i Hollywood lakkede mod ende, hoppede jeg på wifi foran den lokale Starbucks og fik klikket mig til en ny bil, som ankom 6 minutter senere, og som blev kørt af en gut, der normalt var automekaniker, og som valgte at tjene en ekstra skilling ved at køre Uber. Den tur kostede i alt cirka 10 dollars og var utroligt hyggelig og fin, og jeg fik i øvrigt forklaret af min chauffør, hvordan Uber i USA hænger sammen.

Der er en første gang for at møde ambassadøren af Hollywood
Det var også i Hollywood, at jeg blev hilst på med ordene “Hej med dig! Rød grød med fløde og rugbrød!” Jeg stødte nemlig tilfældigt ind i selve ambassadøren for Hollywood, Gregg Donovan, som åbenbart straks lurede, at jeg var dansker – også selvom jeg gik i min helt egen verden.

The Ambassador of Hollywood er ikke en Hr. Hvem-som-helst. Bl.a. har han åbenbart været på dansk tv adskillige gange, mænger sig med alle fra Jesper Steinmetz til Donald Trump.

Mens vi stod og talte i en god rum tid, fordi manden bare måtte fortælle den uvidende dansker uden tv, hvem han var, fik vi flere gange selskab af søde forbipasserende, der fik bekræftet både ham og mig i, at han var en legende, som alle kendte.

Da jeg havde sagt pænt farvel og var gået videre, ærgrede jeg mig faktisk over, at jeg ikke fik taget et billede med manden! Hvis Jesper Steinmetz og Trump kan, så kunne jeg vel også …?!

Der er en første gang for at spise på Baja Fresh
Jeg har mange favoritter, når det gælder fastfood i amerikas land. Men når man ikke lige er i nærheden af nogle af disse, og man pludseligt midt i varmen i Hollywood bliver overmandet af en pludselig sult, så må man prøve noget nyt!

Jeg endte derfor med at gå ind ad døren ved det sted, hvor der var flest mennesker (altid et godt tegn) for at bestille en “lille salat”.

På Baja Fresh, som stedet hed, var der dog tilsyneladende ikke noget, der hed små portioner, og fordi jeg bestilte en salat med bønner og en lille sodavand til den klækkelieg sum af rundt regnet 50-60 kr., blev jeg også tilbudt en bakke gratis nachos med frit valg i salsabuffeten.

Det var en af de mest vellykkede tex mex-inspirerede salater med bønner og guacamole nok til at brødføde en lille landsby serveret på en bund af butterdej, der var helt sprød. 

Selvom jeg ikke helt kunne spise op (og det siger alligevel en del, når det drejer sig om en salat), så fik jeg helt lyst til at prøve flere af deres vegetariske retter på menuen af. Men så har jeg en god undskyldning for at besøge Hollywood igen en anden god gang.

Der er en første gang for at gå på Hollywood Boulevard
Min Uber-chauffør, Orazio, havde talt Hollywood lidt ned overfor mig, mens vi nærmede os Hollywood i hans Honda Accord.

Men selvom mange af de store og flotte teatre havde skodder for vinduerne, og selvom der ikke var mange vilde celebrities på gaden (hvis altså ambassadøren for Hollywood tæller som celeb?!), så var det alligevel en utroligt fed oplevelse sådan at gå på Hollywood Boulevard og mænge sig med stjernerne, som alle har fået deres navne foreviget på gaden.

I samtlige timer rungede startscenen fra Pretty Woman i mit hoved: “Welcome to Hollywood! What’s your dream? Everybody comes here; this is Hollywood, land of dreams. Some dreams come true, some don’t; but keep on dreamin’ – this is Hollywood. Always time to dream, so keep on dreamin’.”

For godt nok er Hollywood ikke det La-La Land, som det måske har været. Men det var alligevel en stor oplevelse for mig.

Der er en første (og sidste) gang for at trave rundt efter Hollywood-skiltet
Når man er i Hollywood, er det naturligvis obligatorisk at se Hollywood-skiltet. Jeg valgte derfor at gå ned for enden af Hollywood Boulevard og skrå op mod Hollywood Hills, så jeg kunne få et glimt af de kendte bogstaver. 

Jeg endte med at vandre hele vejen op til Hollywood Bowl for at indse, at jeg var gået op på den forkerte side. Så med begyndende vabler på fødderne vandrede jeg tilbage igen for at tage en tværvej og gå op på toppen af en bakke lige ved motorvejen, hvor jeg endelig havde nogenlunde udsyn til skiltet.

I mellemtiden var temperaturerne steget til 28 grader, og jeg svedte og havde ondt i fødderne.

Efterfølgende gik jeg tilbage til Hollywood Boulevard, hvor jeg opdagede, at man kunne blive kørt med rulletrappe op til en udsigtspost i shoppingcentret Hollywood & Highland, hvorfra man har et perfekt udsyn til Hollywood-skiltet … Men så er tippet hermed givet videre 😉

Der er en første gang for næsten at komme for sent til flyveren
Uforglemmelige små 48 timer i LA slutter naturligvis, hvor de begyndte: I en bilkø! Selvom min chauffør hentede mig på hotellet mere end en time før, jeg skulle være i lufthavnen, så var trafikken på motorvejen (stadig) så heftig, at jeg nær var kommet for sent til mit fly.

Det var huhej vilde dyr op i køen til indtjekning (ingen self check-in hos Norwegian i LA) og et zigzag-løb gennem sikkerhedskøen og en stakåndet (lidt træt, ret glad og med kæmpe vabler på begge fødder) mig, der ankom til gaten lige, som flyet begyndte at boarde.

Endnu en ting, som jeg, der altid kommer minimum fem minutter for tidligt til en aftale, aldrig har oplevet før …

 

Los Angeles var varm, vild, indtagende og fyldt med ting, som jeg oplevede for aller første gang. Men efter at have været i LA er jeg begyndt at bearbejde manden herhjemme, så jeg måske kan komme til at opleve nogle af tingene endnu engang … “Always time to dream, so keep on dreamin’.”

Jeg var inviteret til Los Angeles af Disney Junior.