At give, at tage og det, som julemåneden også handler om

Om lidt skal vi …

Om lidt skal vi naturligvis fejre jul. Vi skal familiehygge, nyde en aften i godt selskab og med god mad (ja, ja jeg mangler stadig at finde ud af, hvad der skal være min kødfri og mælkefri julemenu – no stress …), pakke gaver ud og forhåbentligt have en magisk dag.

Men når vi så samler alle gaverne sammen, rydder tallerknerne af julebordet og spiser det sidste stykke konfekt, så er det noget ganske andet, der er på agendaen. Så skal vi nemlig skynde os at vaske de sidste sure sokker, tømme køleskabet og lukke kufferterne.

Vi tager nemlig endnu engang en lidt længere juleferie og hopper på et fly mod lunere temperaturer, velfortjent afslapning og en masse oplevelser for hele familien. Særligt tiltrængt i år, synes jeg, hvor de seneste måneder har budt på hele to bedsteforældre, der er blevet lagt i graven, samt en hulens masse spekulationer i forhold til den der fremtid i skolen – bare for at nævne nogle af de ting, der har fyldt mest i vores hverdag og vores hoveder.

Faktisk føler vi muligvis lidt, at vi er nogle af dem i hele verden, som mest har fortjent et ‘time out’ lige nu!

urbannotes.dk rejseblig san francisco med børn USA

// Lillemandens første rejse til USA – nærmere bestemt San Francisco. Dengang havde han evig og altid Mickey Mouse på armen 😉

Turen går i første omgang til Los Angeles, hvor vi skal tilbringe en uges tid. Vi skal bo i Hollywood, hvor vi har fundet et ganske simpelt motel, der ikke lænsede bankkontoen fuldstændigt.

I LA handler det alligevel mest om beliggenhed, og hvis vi kender os selv ret, så kommer vi ikke til at tilbringe meget tid på hotellet.

Istedet skal vi på opdagelse i Hollywood, en tur til Beverly Hills 90210 (jeg satser på at møde Dylan, Brenda og Brandon – mest Dylan!), shoppe lidt i Melrose samt en tur til Santa Monica og Venice Beach, hvor jeg helt sikkert skal på jagt efter Grease locations.

Desuden skal vi på jagt efter Hollywood-skiltet (jeg ved jo fra sidst, hvorfra det kan spottes helt perfekt, hvilket jeg først fandt ud af efter, jeg havde besteget Hollywood Hills!), og så skal vi, ikke mindst, en tur til Disneyland i Anaheim samt fejre nytår i LA.

Mest af alt glæder jeg mig dog til at gense de utroligt høje palmer, som er indbegrebet af Los Angeles for mig. Jeg tror, jeg har 300 billeder af dem i min kamerarulle fra sidst, jeg var i byen.

Vi satser på at kunne klare LA uden at leje bil og istedet benytte os af gåben og Uber.

Men nu må vi se. Det ER en stor by, og den dækker et kæmpe areal. Jeg vil bare så gerne ikke hænge alt for meget i kø på de vilde motorveje i LA og måske istedet forsøge os lidt med offentlig transport, hvilket skulle være en by i Rusland Los Angeles. Men hey! Nogen skal jo tage springet ift. at køre bus og tog i den by, der ellers er så berygtet for sine lange bilkøer og mange motorveje.

Efter en uges storbyliv i Los Angeles flyver vi videre til Mexico – nærmere bestemt Isla Mujeres.

Vi ville ganske enkelt være sikre på, at vi også fik noget varme og sol i løbet af ferien, og det kan LA aldrig helt garantere. Derfor flyver vi mere sydligt derfra.

Det ser da også ud til, at de varme vinde, der ellers har huseret i LA de seneste uger, er på retur, så det er meget godt, at vi i sin tid besluttede os for at flyve videre fra Los Angeles til Cancun, hvor vejret skulle være en del mere lunt og sommertøjsvenligt.

Mexico er noget helt nyt for os, som vi faktisk aldrig tidligere har overvejet at rejse til. Så vi er meget spændte og glæder os utroligt meget til ni dages økuller iført badetøj, masser af solcreme og en snorkel!

I modsætning til Los Angeles har jeg ingen idé om, hvad vi skal forvente. Men så længe der er strand, sol og masser af guacamole, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal blive rart! Vi er nemlig alle tre ret vilde med særligt de tre ting.

Skulle der dog sidde nogen på den anden side af skærmen, der har gode tips og tricks til Mexico, så modtages de med kyshånd!

Nå men … skulle vi aldrig få den der jul overstået, så vi kan indfri nogle rejsedrømme? Jeg er mere end parat!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

 

2 kommentarer

  • Tina KH

    Glædelig 20.december:-)
    Uhadada hvor lyder det perfekt med sådan en rejseoplevelse I skal på:-)
    Gid det var mig.
    Men nyd lidt julestemning i lille DK inden da.
    Også en hård tid I har været igennem, så forstår jeres valg:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Tusind tak! Det har også været vores lille lys i mørket at kunne se frem til, kan jeg love dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At give, at tage og det, som julemåneden også handler om