MiniCruise i absolut børnehøjde

Over årene har jeg lagt øre til flere forskellige fordomme om Oslobåden. En af dem er, at det er dyrt. En anden er, at det er en hel båd fyldt med fulde mennesker. Gennemsnitsalderen er over skindød. Og kvaliteten er derudover dårlig.

Efter at Lillemanden og jeg endelig fik hanket op i jeansene og fik bevæget vores københavnersnuder om bord på båden til Oslo med DFDS (nærmere bestemt Crown Seaways), kan jeg dog afsløre, at hver og en af de fordomme blev gjort til skamme!

Jeg kan lige så godt afsløre, at det var en fantastisk tur med tæt på 100 pct. fokus på Lillemandens ønsker og med fuld skrue på god service, god mad og god underholdning i børnehøjde.

Inden vi tog af sted, vidste vi dog ikke, hvad skulle forvente. Så vi tog mod Nordhavnen med hinanden i hånden og med glade sommerfugle i maven og masser af forventningens glæde samt en weekend forude for bare os to og med Oslo i sigte lige derovre på den anden side af det store vand.

Jeg havde på forhånd afsløret for Lillemanden, at det var en ret stor båd, vi skulle med. Men han spærrede øjnene noget op, da han så, HVOR stor en båd, der skulle sejle os til Norges land.

Drengen er jo vant til flyveture og lufthavne og har ikke tilbragt mange minutter af sit 5 1/2-årige liv til søs, så han anede ikke, hvad han skulle forvente.

“Hvor er vores hotelværelse, mor?”, “Er den her båd Oslo, mor?” Spørgsmålene var mange, og eventyrlysten var stor.

Vi startede dog med blot at finde vores kahyt, læsse vores lille trolley af og så naturligvis lige inspicere vores “hjem” for de næste par nætter. En fin og hyggelig lille kahyt med vindue, fire køjesenge, badeværelse, garderobe og det, der meget hurtigt blev Lillemandens tegnebord.

Ved ankomst på båden havde vi fået stukket et fyldigt program i hånden af en pirat, som delte chokolader ud, mens hun fortalte os, at det var børneprogrammet for sejlturen.

Programmet indeholdte bl.a. et tip om en hoppeborg på båden, som vi straks efter kahyt-inspiceringen blev nødt til lige at finde og give os i kast med. Her var i forvejen et hav af unger på Lillemandens alder, så mens han tossede rundt og fik de første 15 nye venner, kunne moderen sidde og slappe lidt i en sofa omgivet af glade børnehvin og andre forældre, der så deres snit til en timeout med numsen placeret godt og grundigt i sofaen.

Sådan en lang hoppetur med nye venner og fart nok over feltet til næsten at vælte den store hoppeborg på stedet, valgte vi at gå tidligt ned for at spise aftensmad. Vi havde på forhånd besluttet, at vi skulle forsøge os med pizzarestauranten “Little Italy”, som serverer italienske pizza og pasta. Her bestilte vi en børnepizza, en voksenpizza (altså normal størrelse) samt en lille sodavand (det var vel fredag) og en stor sodavand til mor, der havde akut behov for sukker efter at have rendt rundt sammen med barnet på samtlige dæk for at gå på opdagelse i hvert et hjørne af båden.

Pizzaen smagte (overraskende) skønt, og vi spiste begge op, mens køen foran restauranten stille og roligt byggede sig op. Og mens vi priste os lykkelige for at have valgt det tidlige hold på restauranten, fik vi serveret regningen, som jeg lige måtte kigge på to gange: 253 kr.? Havde tjeneren mon regnet forkert? Men nej, det havde hun ikke, og jeg gik fra restauranten med fornemmelsen af, at jeg faktisk havde gjort en ret god deal, der til enhver tid kunne matche en pizzarestaurant-regning i København.

Efter middagen havde vi lige lidt tid inden den store skattejagt. Vi lagde derfor vejen omkring legetøjsbutikken, hvor “nogen” fik tigget sig til en æske LEGO Nexo Knights, fordi “nogen” jo havde spist op, og “nogen” nok skulle love at være en meget artig dreng til evig tid. Yeah right! Men jeg sparede rundt regnet tyve kroner på en æske LEGO, der normalt koster 80 kr. i BR, så jeg begyndte næsten at føle, at jeg rent faktisk sparede penge ved at opholde mig på den båd …

Selvom min aftens højdepunkt var en rigtig god italiensk pizza med parma og ruccola samt en iskold cola, så var barnets højdepunkt helt sikkert skattejagten, hvor piraterne kom frem for at underholde med historier, og hvor vi efterfølgende gik på skattejagt på hele båden. Han synes, det var konge underholdning, og vi løb nærmest rundt på samtlige dæk for at svare rigtigt på alle spørgsmålene og nå tilbage, inden vinderne af skattejagten blev fundet.

Da vi dog nåede tilbage, var det efterhånden over Lillemandens normale sengetid, og dagen havde budt på mange nye indtryk og masser af børnestrabadser, så da han ikke lige blev udtrukket som en af de to vindere af skattejagten, brød hele hans verden sammen. Det var der, jeg tænkte, at det var på tide at vende tilbage til kahytten, børste tænder, læse en historie og så bare sove. Oslo ventede os jo dagen efter, og det samme gjorde endnu en actionpakket eftermiddag og aften på båden.

Efter at have nydt det smukke morgenlys og den overvældende indsejling til Oslo fra vores kahyt, og inden vi bevægede os af båden og ud i Oslos gader, indtog vi noget, der minder om den mest velassorterede morgenmad, man næsten kan tænke sig: Pandekager, frugtsalat, frisk frugt, æg, røræg, rugbrød, ost, pålæg, kaffe, juice, smoothies, mælk, vand og alt det andet, som vores hjerter kunne begære efter en god nats søvn på havet blå.

De seks timer i Oslo er næsten en historie for sig selv, og hjemturen med Oslobåden var lidt den samme historie, som jeg allerede har fortalt.

Lige bortset fra, at Lillemanden vandt en tegnekonkurrence, og vi derfor blev nødt til at fejre den store sejr med en soyalatte (til mig) og en hindbærsnitte (til den stolte vinder) på bådens Baresso. Derudover fik vi tilbragt lidt tid i bådens Bubble Room, der bl.a. byder på bObles tumledyr, boldbad og computerspil. Og nå ja, så fik vi vist også lovet hinanden lige inden, vi sagde godnat, at vi helt sikkert snart måtte have sådan et minicruise i kalenderen igen, for vi havde jo hygget os ret meget!

Summasummarum: Oslobåden var på faktisk ikke dyrere at opholde sig på, end det er at være i København og udenfor sit hjem i løbet af en weekend. Vi mødte ikke en eneste fuld person. Ja, vi gik i seng ved 21-tiden, men jeg forestiller mig ikke, at de mange børnefamilier, vi mødte undervejs, tilbragte deres aften i baren med shot-konkurrencer. Gennemsnitsalderen virkede som om, den var tættere på 5 år end 85 år, og i øvrigt blev vi kun mødt med rigtig god service og rigtig udmærket kvalitet fra, vi steg om bord, og til vi hoppede glade af båden igen.

Alle fordommene var pist borte, og vi gør det gladeligt igen! (Næste gang kan vi måske oven i købet få lokket far med, fordi LEGO til taxfree-priser vist nok trumfer angsten for søsyge …)